Hvor skjønt, naar Aftenstjernen venlig blinker
i muntert trofast Vennelag
at nyde Glæden, som os vinker
til hvile paa en møisom Dag!
Hvor skjønt hos Viin og Bægerklang
at stemme i en Vennesang!

Til Trøst i Livets kummerfulde Dage
en kjærlig Gud lod Druen groe,
sin kraft at dele med den Svage
og Mismods Træl at skjænke Ro;
naar Alle for vort Aasyn flye,
os Ranken venlig skjænker Ly.

Hos Vinen slumrer Tanken om vor Møie,
den gjør os Livets Udsigt skjøn,
den tænder Fryd i hvert et Øie,
hvis Taare ofte randt i Løn;
den vækker huld Naturens Røst
i hvert forsagt og saaret Bryst.

Et bredmaalt Glas derfor til Rankens Ære
Enhver til Bunden tømme ud!
Den evig Jordens Glæde være,
og Jubelharmonie dens Bud.
Saa længe Jord og Skabning staae,
dens Undervirkning ei forgaae!