Hver glædens Ven,
og hver dens tro Veninde,
en Krands igjen
sig af dens Roser binde !
Menneskets Vaar er skjøn, men kort,
saa ere Sandsernes Dage;
ei, naar de først er' svundne bort,
klager dem kalde tilbage.

Ja ! hver en Fryd,
som os af Gud blev givet,
raaber os: 'Nyd !'
thi kort jeg er som Livet Glæden er lig en flygtig Ven,
som paa en Reise man finder,
og som idet han farer hen,
kysser os ømt og forsvinder.

Stolt er din Rang,
o Viin ! blandt Jordens Goder,
til Spøg og Sang
og Sandhed er du Moder.
Selv den, hvis Lod var varig Graad,
sees jo hos Druer at smile,
finder mod hver Ulempe Raad,
troer sog paa Roser at hvile.

Paa Fædres Viis
nu Bæger Bæger møde !
Syng Druens Priis,
den hvide med den røde !
Syng hver en ædel Barm i Nord !
Hver, som vil dele vor Glæde !
Held hver en Gjæst ved dette Bord !
Venskabs og Enigheds Kjæde !