Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Man skaber sig saa gjerne Qval,
og søger Torne uden Tal;
men vandrer Lillien kold forbi,
som blomstrer for vor Fod.

Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Naar Uveir mørkner Vaarens Dag,
og Torden ruller Slag i Slag,
saa smiler Aftenrødens Glands
jo dobbelt reen og skjøn.

Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Den Barm, som aldrig nærer Had,
men lever selv med Lidet glad,
for den er stedse Livets Vei
med friske Blomster strøet.

Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Enhver, som Ærlighed har kjær,
som gjerne Armods Talsmand er,
om ham Tilfredshed, Fryd og Fred
en evig Kreds skal slaae.

Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Og vorder stundom Veien trang,
og Modgangs Timen mørk og lang,
saa rækker Venskab broderlig
hvert ærligt Hjerte Haand.

Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Huld tørrer den hver Taare af
fra Vuggen til den mørke Grav,
i Sorgens Midnat straaler den
med Morgenrødens Glands.

Fryd dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
før den forgaaer!
Den er blandt Livets skjønne Baand.
Slaaer, Brødre! trofast Haand i Haand!
Saa vandre vi saa let, saa fro,
til bedre Skjebners Hjem!