Enhver sine Griller forjage,
og Munterhed være vor Gjæst!
Fortrolig i Haanden du tage
den Broder, som sidder dig næst!
Du vinke ham Glæden at hylde,
og ærlig Pokalen at fylde,
og istemme lystig en skingrende Sang,
ledsaget af Glassenes jublende Sang!

De flygtige Timer forsvinde,
snart nærme sig koldere Aar;
din Traad du ei længer kan spinde,
naar Parcen vil nægte dig Blaar;
thi skynd dig din Alder at nyde,
og alle dens Roser at bryde!
For Glæden du tømme en perlende Skaal,
uskyldige Glæder er Skabningens Maal.

En qvægende Aften dig vinker
til hvile paa møiefuld Dag,
og styrke fra Glassene blinker
mod hver, som er trættet og svag.
Den blomstrende Mand med den gamle,
her begge sig Kræfter kan samle;
thi klinker som Brødre, hver Olding og Mand!
Og mindes vi boe i et timeligt Land!