Ei blot for denne Sorgens Dal
blev Venskabs Flamme tændt;
engang naar Dækket falde skal,
bli'er først dens Værd erkjendt.

Hist, hvor en evig Glædens Vaar
omstraaler dine Fjed,
hvor varmt for Dyden Hjertet slaaer,
og varmt for Kjerlighed:

Der skal til Troners Trones Glands
vort Væsen svinge sig,
og Engle Venskabs Myrthekrands
skal række dig og mig.

Vel lige Sjele ofte her
hinanden møde kan;
men deres Baand kun Skygge er
mod hint i Lysets Land.

See, Affskedstimen er os nær,
uventet os den slaaer;
dens Vinge ei at standse er,
Skræk i dens Fodspor gaaer.

Naar nu engang den nærmer sig
din Ven med hule Slag,
og dine Kysse standse mig,
det sidste Aandedrag;

Da, end mit Hjertes sidste Bøn
skal stemmes for min Ven,
da Qvæger mig den Trøst saa skjøn:
'vi samles hist igjen!'

Hvor helligt bliver os ei da
uskrømtet Venskab her?
Da, naar vi engang gaae herfra,
vi aldrig skilles meer!