Det skummende Bæger begynder sin Gang,
Og Venner med Venner istemme en Sang;
ei sømmer det sig, hvor Man samles til Lyst,
at klinke saa sparsomt og sidde saa tyst.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
til Kummer med Alderen bleger vort Haar.

Vor Kind er ei rynket, vor Tinding ei graa,
blandt Jubler vor blomstrende alder forgaae !
At ei vi skal klage om langt eller kort,
at Vaaren svandt ubrugt, upaaskønnet bort.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
til Kummer med Alderen bleger vort Haar.

Hvorhen i Naturen vi vende vor Fod,
vi skue, at Skabningens Herre er god,
at Ingen i Livet skal vandre fortabt,
han Piger, og Druer, og Roser har skabt.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
til Kummer med Alderen bleger vort Haar.

Hver fylde sit Bæger, at Skaalen gaaer om,
og Skaaler paa Skaaler, til Flasken er tom !
en Daare, som vover at laste vor Jord !
en Nidding, som ei vil istemme vort Chor:
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
til Kummer med Alderen bleger vort Haar.