Naar Lyset flammer rødt i dunkle Stue,
Og rundt paa Væggen lange Skygger sætter,
Fra Ruden flyver ud den arme Flue,
Saa høit den sine Silkevinger letter;

Den hvirvler sig om Glandsen i en Bue,
Og aldrig den det søde Skjær forgjætter,
Men Farten mod sin lille Sol den retter,
Indtil den aander ud i heden Lue.

Saa maa jeg mig i Kredse stedse svinge,
Rundt om dit Øies englelyse Stjerne,
Skjøndt i mit Bryst det sender Luepile.

Det søde Baal jeg flygtede saa gjerne,
Og dog saa gjerne vil jeg ved det hvile,
Til Graven dækker mine brændte Vinger.