Hel sjælden rørtes Pen og Bog
Af vore blonde Fædre,
Men frejdig de til Sværdet tog,
For Odins Land at hædre.
Mens Franken læste Nat og Dag
Med Platos Bog i Hænder,
De Danske sloge djærve Slag
Iblandt de grimme Vender.

Den maatte købe Rejsesko,
Hvis Hu stod til Latinen;
Thi her var ingen Læsero
For Buestrængens Hvinen.
Selv Saxo, som Bersærkers Pris
Med vældig Røst basuner,
Har lært af Munken i Paris
At skrive vælske Runer.

Kong Christian kom, og han paa Stand
Sit ædle Hoved ryster:
'Mon os paa hjemmefødt Forstand
I vore Dale brøster?
Er Aandens Armod her saa stor?
Ej mine Børn med Kummer
Skal snige sig til fremmed Bord
Og trygle franske Krummer.'

Nu ved den brave Konges Skænk
I stolte Høresale
Studenten paa den danske Bænk
Gav Agt paa Landsmænds Tale.
Nu løde Hjemmets Alvorsord
Fra danske Talerstole,
Og aldrig mere Mænd af Nord
Skal gaa i fremmed Skole.

Da klang de svundne Tiders Lov
Fra djærve danske Lunger,
Og hver en Blomst i Mark og Skov
Blev døbt af danske Tunger.
Ja hver en Flugt af Himlens Hær
Fra Christians Taarn blev regnet,
Og for Alverdens Folkefærd
Med klare Træk betegnet.

Saa længe derfor Gnist af Aand
I Christians Skole findes,
Den danske Lærdoms Skaberhaand
Med Jubelsang skal mindes.
Mens een Student ved Axels Havn
Et Bogstav ved at skrive,
Saa længe skal Kong Christians Navn
Med Hurra hilset blive.
II

Hvad er imod Studentens Kaar
St. Peders Hat?
Om Verden falder eller staar,
Han mellem Oldtids vise gaar,
Han rolig tæller Bjærges Aar
Ved Dag og Nat.
Mens ufri Slægter slaas for Muld,
Er klare Tanker alt hans Guld
Og Skat.

Han frejdig løfter Avindskjold
Mod Falsk og Løgn;
Thi Løgnen som en evig Trold
Gaar af sin Grav i god Behold
Med Legioner i sin Sold
Det næste Døgn.
Et Broderkorps paa hver en Tid
Sig ruster til den raske Strid
Mod Løgn.

Ja, ved en Klang af Sandheds Lur
Faldt Klostret om,
Og Munken daaned i sit Skur,
Og Nonnen flyede fra sit Bur;
Ud i vor Herres fri Natur
Hun atter kom.
Da Munken med sin Pengesæk
Sig listed over Elben væk
Til Rom.

Den lærde Svend bar aldrig Sky
For Krigens Ravn.
Hans Glavind fik et evigt Ry,
Da svenske Karl fra Fredriks By
I Dødningskjorten maatte fly
For Krigens Ravn.
Da skrev han ej Latin med Blæk;
Paa Dansk han skrev med røde Træk
Sit Navn.

Hvor Mænd med Atlaskhoser gaa,
er ej vor Plads.
Med Bogen i en rolig Vraa,
Med Pigen under Himlens Blaa,
I Brødres Lag, hvor Flasker staa,
Der er vor Plads.
Her synge vi, saa højt vi vil,
Her tømme vi, saa tit vi vil,
Vort Glas.