Ei med et Kunstværk jeg veed at fryde
En Sangers Brud, en kunsterfaren Qvinde,
En paradisisk Floras Skaberinde; -
Hvormed kan jeg et Kunstnertempel pryde?

Ak nei, min dyrebare Vens Veninde!
En Stump Metal alene jeg kan byde,
Som sparer Jomfrufoden ved at lyde,
Ifald den på Dit Bord en Plads maa finde.

En smagløs Skjenk! — men stedse plump jeg træder
Imellem dine Himmelbørn og Roser;
Uhændig brød jeg Dine Malerstokke.

Naar her igjen blandt Kunstens høie Glæder
Jeg kommer med en upoetisk Klokke,
Da husk, jeg staar i Rullen blandt Matroser.