Den Svend, som Tabet af sin Elskte frister,
Vildfremmed vanker om blandt Jordens Hytter,
Med Haab han efter Kirkeklokken lytter,
Som lover ham igjen, hvad her han mister.

Men neppe han med en Usalig bytter,
Hvis Hjerte stedse koldt for Elskov brister,
Som sig uelsket gjennem Livet lister,
Hans Armod kun mod Tabet ham beskytter.

Til Livets Gaade reent han savner Nøglen,
Hver Livets Blomst i Hjertets Vinter fryser,
Han gaaer omkring med underlige Fagter.

Ræd, Spøgelser han seer, naar Solen lyser,
Modløs og syg, foragtet han foragter
Det skjønne Liv, som tom og ussel Gøglen.