Poul Martin Moller

1794-1838 / Denmark

Jægersang

Gennem Moser og raslende Siv vi gaa
Med Bøsser og vældige Støvler paa
I Maaneskin.

Vandhønen plumper med sorte Fjær
I det blommede, grøntbroderede Kær
I Maaneskin.

Til højre, til venstre man hører Knald,
Og Vandet rødmer af Maagernes Fald
I Maaneskin.

Hektor gi'er Hals i de ranke Rør,
Ej en Plet paa hans brogede Pels er tør
I Maaneskin.

Hisset synker vor gode Kammerat,
ham sige vi da for evigt god Nat
I Maaneskin.

Hist rammer den svigtende Flint en Ven,
Han rejser sig aldrig mer igen
I Maaneskin.

Den stolte Svane, den hvide Fregat,
Sejler højt gennem Luft udi dunkle Nat
I Maaneskin.

Men den tumler ned og mister sit Vær,
Og med Roser glimre dens Liliefjær
I Maaneskin.

Sin krumme Hals den endnu engang
Løfter højt, og sjunger sin hule Sang
I Maaneskin.

Saa ligger den Lig paa den blanke Rin
Med de brede Vinger til Jordelin
I Maaneskin.

I lodne Tasker vi gemme vort Rov,
Thi nu slukkes alt over den sorte Skov
Vort Maaneskin.

Som en Kæmpe knejser i sorte Nat
Borgen hist med sin røde Hat
I Fakkelskin.

Men naar Dagen lyser paa østre Toft,
Kommer Fruen med Vin udi højen Loft
I Solens Skin.
101 Total read