Jeg tvende Somre laa paa Puden
Og legte med min Klokkestreng,
Med lange Klæder ned for Ruden
Og Vaagekonen ved min Seng.

Men Livet over Døden sejred;
Jeg, som blot Kalk og Vægge saa,
Min anden Fødselsfest har fejret,
Kan atter mellem Blomster gaa.

Ud i det grønne nu jeg flytter
Fra den forhadte Lænestol,
Og med min svage Haand beskytter
Mit Øje mod den blanke Sol.

Skønt evig ung Naturen smyktes,
Favr som en Jomfru, hver en Vaar,
Den aldrig mig saa yndig tyktes
Som nu, da Liv jeg atter faar.

Jeg ser igen den danske Sommer
Og aander Løvets friske Duft,
Og hører Fluesværmen brummer
Højt i den rene Foraarsluft.

Hist over Spiret Solen sejler,
Mildt ler den til den blege Mand,
Den sig i mine Knapper spejler
Saa vel som i det klare Vaand.

Hin Sol, som farved Adams Palmer,
Den brænder endnu lige skøn,
Og Fuglen synger samme Salmer,
Og Linden stander lige grøn.

Naturen evig er den samme,
Men aarlig slappes Mandens Knæ;
Selv den, hvis Luer højest flamme,
Er kun et Blad paa Livets Træ.

Som Løvet, der paa Bøgen grønner,
Fra Moderstammen har sin Saft,
Saa drager hver af Støvets Sønner
Af en usynlig Rod sin Kraft.

Ja, Livet blusser, Livet daaner,
Snart er man Ørn, snart er man Kryb,
Alt som os mer og mindre laaner
Hint Livets rige Kildedyb.