Langs hen med Væggene paa Byens Gade
Jeg som en Hønsetyv mig listed om;
Her leger jeg nu Skjul iblandt de glade,
For Lyset frygtsom og med Ryggen krum.

Se, hvor fortrolig Kavaleren bukker
Og nikker til det unge Rosenblod,
Mens jeg bag Busken staar forsagt og sukker:
Gud ved, hvorfra han faar sligt Heltemod!

Jeg koster udi Kjoler mange Penge,
Men en er mig for kort og en for lang,
Og alle paa min lærde Krop de hænge
Som Fugleskræmmen paa en Humlestang.

Og disse Nankins Bukser var saa nette,
For fjorten Dage siden splinterny,
Men nu tilredte fælt af Blæk og Plette!
Er det et Under, man er folkesky?

Og Ærmet straks forslidt ved Haanden bliver,
Opslaget med det første falder fra;
Hvis man sig til lidt Hæder stundom skriver,
Saa skriver man sig ogsaa Hæder fra.

O, I velsignede, hvidklædte skønne!
I ta'r mit Hjærte for en slukket Praas.
I tage fejl, Smaapiger i det grønne!
Varmt er det, ikkuns Munden er i Laas.

Mit Bryst en haabløs Længsel stedse fylder,
Naar jeg beskuer eders favre Krans;
Skønt fjærn, jeg her i Skammekrogen hylder,
Som fejg Tilbeder, eders rige Glans.

Tro mig, min Aand har Ungdomsild i Grunden,
Endskønt den gaar i Dødens Liberi.
Saa I ej før en Bog, som, sletindbunden,
Forinden havde dejlig Poesi?

Det gaar mig som en ung enbenet Kriger,
Paa Ballet gad han gærne danse med;
Hans Hjærte svinger med de unge Piger,
Men Kroppen bliver paa det samme Sted.

Gid Pallas vilde Skyen om mig hænge,
Hvori jeg uset kunde skride frem;
Om her jeg tøver stakket eller længe,
Saa maa jeg dog profecto een Gang hjem.

Dog, frejdigt Mod! Den kække Lykken frister.
Jeg vover mig fra denne mørke Krog,
Og ved min Stok mig ganske langsomt lister
I Gangen mellem dette lange Tog.