Nu lukker sig mit Øie;
o, Fader i det Høie!
i Varetægt mig tag!
Fra Synd, fra Sorg og Fare
Din Engel mig bevare,
som ledet har min Fod i Dag!

-

See! Natten er forsvunden,
og Morg'nen er oprunden;
høit straaler den paa Himlens Blaa.
Fra Bierg, fra Dal, fra Vangen
opstiger Frydesangen
til Dig, som lod Din Soel opgaae! —

Hvor end i Dag jeg stedes,
jeg mindes vil og glædes
at Du, o Fader! grant mig seer.
Hvad Fare kan mig true,
hvad Nød kan mig vel kue,
naar mig min Gud og Ven er nær?