Høit fra Træets grønne Top
Straaler Juleglandsen;
Spillemand, spil lystig op,
Nu begynder Dandsen.
Læg nu smukt din Haand i min,
Ikke rør ved den Rosin,
Først maa Træet vises,
Siden skal det spises.

Børnlil, nu gaaer det godt,
I forstaaer at trave,
Lad den lille Sine blot
Faae sin Julegave.
Løs kun selv det røde Baand,
Hvor du ryster paa din Haand!
Naar du strammer Garnet,
Qvæler du jo Barnet.

Peter har den Green saa kjær,
Hvorpaa Trommen hænger;
Hvergang han den kommer nær,
Vil han ikke længer.
Hvad du ønsker, skal du faae,
Naar jeg blot tør stole paa,
At du ei vil tromme,
Før min Sang er omme.

Anna hun har ingen Ro,
Før hun faaer sin Pakke:
Fire Alen Merino
Til en Vinterfrakke.
Barn! du blier mig alt for dyr,
Men da du saa propert syer,
Spare vi det atter,
Ikke sandt, min Datter?

Denne Fane ny og god
Giver jeg til Hendrik;
Du er stærk og du har Mod,
Du skal være Fændrik.
Hvor han svinger Fanen kjækt!
Børn! I skylde ham Respekt;
Viid det er en Ære:
Dannebrog at bære.

Træets allerbedste Ziir
Skal min William have;
Paa det blanke Guldpapiir
Maa du gjerne gnave.
Vær forsigtig og giv Agt,
Indenfor er Noget lagt,
Som du ei maa kramme,
Det er til din Amme.

O hvor er den blød og rar,
Sikken deilig Hue,
Den skal sikkre Bedstefa'er
Imod Frost og Snue;
Lotte hun kan være stolt,
Tænk jer, hun har Garnet holdt,
Det kan Hanne ikke,
Hun kan bare strikke.

Børn! nu er jeg bleven træt
Og I faaer ei Mere,
Moder er i Kjøkkenet,
Nu skal hun traktere.
Derfor faaer hun denne Pung,
Løft engang, hvor den er tung!
Julen varer længe,
Koster mange Penge.