Sikken voldsom Trængsel og Allarm,
Det er koldt, og man maa gaa sig varm.
Lygten tændes Klokken Fire alt,
Det skal være Aften med Gevalt.
Midt paa Gaden sælges Træer og Frugt,
Se Butikken, hvor den straaler smukt!
Varer kan man faa i Tusindvis,
Tænk Dem bare, under Indkjøbspris.

Haandværksmanden han maa holde her,
Kunstneren har ogsaa sit Besvær,
Og hans Værker spredes vidt omkring,
Takket være Horneman og Bing!
Man af Kundskabsvæsnet daglig ser,
At Poeterne bli'er fler' og fler'.
Selv min lille bly, forfrosne Fugl
Kviddrer med i Dag, for det er Jul.

Pyntet smukt af en usynlig Haand,
Staar nu Træet dér med Lys og Baand,
Døren aabnes, og man strømmer ind,
Kredsen sluttes med begeistret Sind.
Børnene de hoppe rask afsted,
Bedstefader han er ogsaa med;
Lad os tage Del i deres Sang,
Brødre, vi var ogsaa Børn en Gang.

Juleaften, o hvor er Du sød,
Saa skal alle Folk ha'e Risengrød,
Æbleskiven bliver flittig vendt,
Gaasestegen er til Bag'ren sendt.
Bonden sidder tidlig ved sit Fad,
Sikken Guds Velsignelse af Mad;
Lænkehunden selv faar dobbelt Sul,
Den skal ogsaa vide, det er Jul.

Naar man ikke er en doven Krop,
Staar man Julemorgen tidlig op.
Klokken kimer, Gaden er saa glat,
Kirken lyser i den stille Nat.
Indenfor er Sang og festlig Fred,
Og man føler sig saa vel derved,
Allerhelst naar Præknen ikke du'r,
Thi saa faar man sig en lille Lur.

Op ad Dagen gaar man Byen rundt,
Trækket Veiret lidt, det er saa sundt,
Alle Folk er i den nye Stads,
Men om Aft'nen er der fint Kalads.
Gud velsigne den, som først opfandt
Det at lege Jul og give Pant.
Unge Pige, lad os lege Skjul,
Giv mig kun et Kys, det er jo Jul.

Du, som skjænkte os den skjønne Fest,
Hvad der baader os, det véd Du bedst,
Dog jeg har det Haab, at før jeg dør,
Du ei nægter mig en vis Favør.
Drei kun Universet helt omkring,
Vend kun op og ned paa alle Ting,
Jorden med, thi den er falsk og hul,
Rør blot ikke ved min gamle Jul.