Peter Andreas Heiberg

1758-1841 / Denmark

Mener Du, At Den Har Lykken Fat,

Mener du, at den har lykken fat,
som i sin Haand holder snese Rigers Tømmer?
Hviler han i rolig Søvn hver Nat,
og mon han aldrig Død og Oprør drømmer?
Nei, I Potentater
udi alle Stater!
Al jer Magt og Ære
staaer ei mod min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal,
og Notabene har Ævne den at tømme!
Rhinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

spørg min Ven, hiin seierkronet Helt,
Han svarer dig med Naturens stærke Stemme:
er jeg lykkelig, naar her i Felt
jeg Mennesket maa for Soldaten glemme?
Alle Hannibaler
ere Kannibaler.
Hvilken grusom Ære!
Bedre er min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal,
og Notabene har Ævne den at tømme!
Rhinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

Guldet, troer du, er al Lykkes Maal;
men veed du vel, i lydiske Annaler
staaer der, at Kong Croesus steeg paa Baal,
for der at brændes med hans Kapitaler.
Sorg og Plager vige
sjelden fra den Rige;
lad ham Guldet prise!
Jeg bli'er ved min Vise:
Held den Mand, der har en fuld Pokal,
og Notabene har Ævne den at tømme!
Rhinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

See paa Sandheds Vink staaer Skjalden op,
og med sin Sang fryder leiede Spioner;
bli'er forfulgt og syg paa Sjel og Krop,
og døer med Armod, Had og Laurbærkroner,
Skal det Summen være
af al Held og Ære,
jeg min Fjende skjenker
villig den og tænker:
Held den Mand, der har en fuld Pokal,
og Notabene har Ævne den at tømme!
Rhinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

Ei skal Magtens Soelskin varme mig,
jeg fri vil gjøre mig Livets Timer glade;
om min Isse Ranken flette sig,
saa leer jeg ad de tørre Laurbærblade.
Kun saa mange Penge,
at jeg ei skal trænge
til lidt Viin at drikke!
Meer jeg ønsker ikke.
Held den Mand, der har en fuld Pokal,
og Notabene har Ævne den at tømme!
Rhinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.
105 Total read