Op, I brave Marseillaner,
Op at kæmpe hver Galliens Mand,
Tyranniets det blodige Banner
Vaier over vort Fædreneland.
Hører I Lyden af Fjendens Kanoner?
Hører I ei, hvor han brøler Harm?
Snart myrder han i Eders Arm
Eders Børn, Eders Fædre og Koner.
Til Vaaben, i Gevær,
Til Vaaben En og Hver,
Afsted, afsted, de Voldsmænds Blod
Skal strømme for vor Fod.

Hvad vil disse Horder af Slaver
Disse Bander af kronede Mænd?
Siig, for hvem man vel Lænken tillaver,
Til hvis Hænder man smedede den?
Franske, høimodige Franske, for Eder!
Atter I skal udi Aaget gaae!
Os, Franske, tør man tænke paa
At paaliste de forrige Kjæder.
Til Vaaben i Gevær! etc.

Skal da disse fremmede Harer
Skrive Love i Løvernes Hjem?
Skulle vel hine leiede Skarer
Gaa med Seier i Gallien frem?
Skulle vi bære paa taalige Nakke
Lænker paalagte af Slavehaand,
Og tvinges, for de tunge Baand
Endog hine Despoter at takke?
Til Vaaben i Gevær, etc

Skjælver, I vort Fædrelands Fjender,
Skjælv og frygt nu hver fremmed Tyran,
Vort Mod I dog ei overvinder;
Snart skal strande Jer djævelske Plan,
Hver er Soldat, naar det Friheden gjælder;
Falder endog vore unge Mænd,
Af Jorden voxe nye igjen,
Som med Kjækhed Tyrannerne fælder.
Til Vaaben i Gevær, etc.

Saa til Felts mod Aristokrater,
Franske Helte, nu gjælder det paa,
Skaaner dog hine usle Soldater,
Som man prygler til mod Jer at slaae;
Men mod de blodige grumme Neroner,
Mod de Uhyrer som en Bouillé,
Der koldt sit Fødeland kan see
Tændt i Brand af Despotens Kanoner.
Til Vaaben i Gevær, etc.

Fædrelandets Kjærlighed lære
Vore Krigere Kjækhed i Krig,
Frihed, elskede Frihed, du være
Deres Hjælper, som fægte for dig.
Frihed, din mandige Stemme fremkalde
Seierens Sværd over Fjenderne,
Og gid de rasende maa see
Din Triumf og vor Ære, og falde.
Til Vaaben i Gevær,
Til Vaaben En og Hver,
Afsted, afsted, de Voldsmænds Blod
Skal strømme for vor Fod