Op, du søde Dulcian! med festlig Klang!
Op, du skjønne Discantist! med herlig Sang!
Skam faa hver en Gniepind, hver Madshund!
Saa faaer den Misunder ej en lystig Stund.
Hører, giver agt oppaa!
Lystig! hej! lad ikkun gaa!
Jlde maatte Bonden pløje,
Skulde han ej for sin Møje
Nyde nogen Frugt igjen.
Ej, mit Sind! vær derfor kun ved frejdigt Mod!
Bedre kan du ej paa Sorgen raade Bod.

Stedse sidde og surmule Tiden hen,
Qvæler Sind og Hjertet slet, tro mig, min Ven!
Lad ikkun den Avindsyg sig æde op,
Lurifassen fuld af Knur og Knarke-Krop;
Han som taaler ej at see
Andre udi Glæden lee.
Glæden jeg derfore nyder,
Himmelen det ej fortryder,
Og fortørnes ej derved;
Lad kun Vranten det fortryde længe nok,
Jeg af Glæde lystig er foruden Suk.

Jngen det mishager, at jeg gjør mig glad,
Himmelen den smiler og leer selv derad,
Lystigheden ilde ej omlades kan,
Naar den sømlig er og skader ingen Mand.
Tørst man veed vel ej er god,
Men at Vinen giver Mod.
Vel lar jeg mig iskjænke
Nok en Rømer, Jngen tænke
Kan, hvis Skaal det være skal.
Rind da lystig, lad Musik her følge paa!
Jeg har end en Daler, Moder aldrig saa.

Glasset spiller, Vinen driller, Drik gjør gal,
Glasset brydes, Vinen ydes overal.
Verden smiler og hel venlig ad dig seer,
Naar hun dig har daaret mest, hun ad dig leer;
Honning har hun først i Mund,
Galden følger strax paa Stund,
Man forfylder beeske Piller,
Søde Tunger snarest driller;
Den dig favner, tidt er falsk:
Fin og lumsk at være nu er hver Mands Træk,
Hvem det ej kan være, holdes for en Gjæk.

Vel lar mig nu iskjænke et Glas Vin,
Men i Glæden tænker jeg paa Døden min!
Thi jeg seer det skrøbelige klare Glas,
Vil derfor ej drikke mere end tilpas:
Thi jeg veed dog ikke, naar
J en hast jeg Budden faaer,
Rejsen at jeg skal antræde
Bort fra Verdens falske Glæde,
Som mig kysser, bider dog.
Jeg seer, Døden kommer paa den blege Hest,
Jeg ophør derfor, mens Legen den er best.