Var Odin ei den Viseste i Norden,
en Gud saa stolt, som vel Homerus har?
Han vredtes kun, og Himlen brølte Torden,
han tænkte: Danmark bliv! og Danmark var.

Men hvad var vel hans Glæde her paa Jorden,
mon evig Kamp, og evig Vaabenbrag?
Var hans Musik en uophørlig Torden?
Var Troner kun hans Attraa Nat og Dag?

Nei, nei! saa vild var vor Valfader ikke;
hans Lyst var Sang, og Øl og Mjød til Drik;
han slog kun for i Ro at kunne drikke,
og fyldte Bægres Klang var hans Musik.

Men da han blev omsider kjed af Jorden,
saa skabte han et varigt Himmerig ?
en Salighed for Kjæmperne i Norden,
et Valhalla til Fryd for dem og sig.

Thor tog et Fjeld blandt Norges Marmorklipper,
og vendte det, og satte det til Bord,
derpaa stod Kruos med Mjød, som aldrig slipper,
og Bragi blev til Gud for Sangen gjort.

Valhalla stod Elysium til skamme,
Valfader drak, før han foer heden hen,
en vældig Drik, og skal sig i det samme,
og foer til Valhalla, og drak igjen.

Hver Skandinav fik Lyst til Asgaards Glæde,
og elsked' Dyd, og øved' Heltedaad
for der at faae blandt Aserne et Sæde,
han smilede ad Dødens hvasse Braad.

Saa gjorde og hiin stolte danske Konge,
som sin Tyran bød Orme stinge død;
Man hørte ham i Pinen glad at synge:
'jeg gaaer til Odins Sal at drikke Mjød.'

Og var der vel en Helt paa danske Slette,
som Valhal vis i Kampen veeg en Fod?
Nei! for sig der til bords at kunne sætte,
han sidste Draabe Blod for Landet lod.

Naar Valhal ei saa stolt et Himmerige,
og vi det ei høiagte, Skam os da!
Vi synge rask, og drikke tæt tillige,
saa have vi jo her et Valhalla