Kommer hid, I Piger smaa!
Strængen vil jeg røre,
Taarer skal i Øiet staae,
naar min Sang I høre,
om saa bold en Ungersvend
alle fagre Pigers Ven,
sørgelig jeg sjunger.

Vaaren er nu kommen nær,
Dagene sig længe,
Vaaren har I Piger kjær,
Blomster groe i Enge;
dog I skal i sene Aar
mindes at I saae en Vaar
med bedrøvet Øie.

Ak, thi før sig op af Jord
Blomsten kunde trænge,
falmede en Blomst i Nord,
som skal mindes længe:
Willemoes var Blomstens Navn,
og ej glemmes tunge Savn
midt i Blomsterflokken.

Han var Dreng, men stod som Mand,
medens I var spæde,
staae og slaa for Fædreland
var den Unges Glæde.
Strømmen gaaer mod Kjøbenhavn,
Kongedyb er Strømmens Navn,
der blev Helten viet.

Sælsomt i hans Aand det lød:
'Hører du, det dønner!
Dannemark er stædt i Nød,
kalder sine Sønner!'
Og som gamle Danmarks Søn
fløj han mod det høie Døn,
Fædreland at værge.

Ak! den Gjæve kom og saae
Fædrelandet bløde;
hvor de stolte Snekker laae,
var saa tomt og øde.
Disse Snekker var hans Hjem,
han opvoxed mellem dem,
stred i deres Skygge.

Hist i Nord gaaer Odden ud
mellem høie Bølger,
der blev Døn af stærke Skud,
'Christian' ei sig dølger;
men som gamle Christian
staaer han fast paa danske Strand,
skønt hans Blod udrinder.

Willemoes! du maatte gaae
andet Hjem at finde,
Taarer i vort Øie staae,
men de tør ej rinde.
Ak! thi ville vi, at du
skulle vanke her endnu,
'Christian' overleve?

Hører det, I Piger smaa!
I maa ikke græde,
men naar over Eng I gaae
mellem Vaarens spæde,
binder da af dem en Krans,
parrer Blomsterne med Sans
til den faldnes Ære!

Hvis det rørte Hjertes Sang
Hjertet røre kunde,
sjunger den da mangengang
i de stille Lunde;
sjunger den ved breden Strand,
naar hen over hviden Sand
Voven sagte triller.