Vort Løsen er vor Tro og Daab,
Det er vor Samfunds-Kiæde,
Deraf udspringer al vort Haab,
Oprinder al vor Glæde,
Og Ordet af Vorherres Mund,
Det er Gudshusets Klippe-Grund,
Og Hellig-Aandens Sæde!
Som Aanden vil, saa aander Han,
Og Røsten kan du høre,
Men ubemærket farer Han,
Som Ordet har at føre,
Han skjuler sig i Læbe-Lyd,
Skiøndt Han er Ordets Kraft og Dyd,
Som klinger i vort Øre!
Kun Verdens Aand er stolt i Sind,
Guds Aand sig dybt nedbøier,
Sig ligner selv ved Veir og Vind,
Mens Ordet Han ophøier!
Dog født af Aand var selv Guds Ord,
Som her Han gik og stod paa Jord,
Og det Ham selv fornøier!
Af Aanden fødes vi, som Han,
Skiøndt syndige i Kiødet,
Vi leve op, veed ei hvordan,
I Kirke-Moderskiødet!
Om Fødselen af Vand og Aand
Vi tale kun med Tunge-Baand,
Til det er overglødet!
Men Alt er og paa rede Haand,
For ret det hængde sammen,
Saa vi i Daaben fik den Aand,
Som bader sig i Flammen,
Skiøndt Alt var der saa grumme smaat,
Og Ordet tørt og Haaret vaadt,
Og kun et Degne-Amen!
Ja Han, som svæved over Hav,
Hvor Alt var tomt og øde,
Og Vandet Føde-Kraften gav,
I Verdens Morgen-Røde,
I Herrens andet Føde-Land
Gaaer gierne giennem Ild og Vand
For Jordens Himmel-Grøde!
Han elsker meer den sagte Lyd,
End Storm og Torden-Braget,
Opflammer dem med Hjertens Fryd,
Som Tegnet har modtaget,
Og med Johannes barnebly
Har i den sagte Lyd fra Sky
Gud-Faders Røst opdaget!
Lad spids og stolt kun Verdens Aand
Om Vanddaabs-Aanden tale,
Slaae hykkelsk Vrag paa Kiød og Haand,
Og af sin Ild-Daab prale!
Hvad skader det, naar 'Han i os'
Dog byder 'ham i Verden' Trods,
Som Klippen Knold i Dale?
Hvad skader det, naar Herrens Aand
Til stolte Mindes-Mærker,
Af Gud vor Faders Høire-Haand,
End føier Mester-Værker,
Saa vi med Sang kan døve Staal,
Og stige lukt i Sky fra Baal,
Som glade Aften-Lærker!
Hvad skader os al Spee og Spot,
Naar vi, med fromme Fædre,
Det har paa Jorden lyst og godt,
I Paradis langt bedre!
Naar vi som Solen straale der,
Vi mindes knap, vi kaldtes her
Guds Faar og Lammets Vædre!
Alt hvad da Præst og Menighed
End sukker for af Aanden,
Naar Tro og Daab vi holde ved,
Oprinder efter Haanden,
For Kys-Haand blot i Jordans Bad
Med Ridder-Slag i Davids Stad
Os adler Guddoms-Aanden!
Guds Aand er end saa rund og riig,
Som Første-Pindsedagen,
Men dagligdags sparsommelig
Og taaler ingen Vragen,
Saa, takke vi for Vand og Brød,
Os Vinen skiænkes himmelsød,
Vi smagde aldrig Magen!
Ja, født af Aanden i vor Daab,
Opvoxe skal derefter
Gud Herligheds det lille Haab
Og daglig sanke Kræfter,
Og finde saa ved Herrens Bord
I Kiærlighedens Guddoms-Ord
Alt hvad det higed efter.