Vor Jesus kan ei noget Herberg finde
I Bethlehem, sin Konge-Faders By!
O, gik Kong David da saa reent af Minde,
At til hans Søn er kun i Stalden Ly?
Maria! ja, du maa vel sukke:
For Davids Søn og Guds
En Krybbe kun til Vugge!
At Ærens Vei er steil paa Jorde-Rige,
Blandt alle Kæmper lærde David bedst;
Men dybt at dale, for tilgavns at stige,
Os lærde først den underfulde Giæst,
Som var med Krybbe-Rum fornøiet,
Og ved Guds høire Haand
Nu sidder høit ophøiet!
Af mig, han siger, lærer Ydmygheden,
Den Ærens Drot, i Stalden barnefød,
Og Navnet værd er Høihed ei herneden,
Mod hans, som evig Guddoms-Ære nød!
Vil derfor Støv sig selv ophøie,
Til Hel det synker ned
I Barne-Gudens Øie!
Men vil kun Mand fra drømte Bjerge-Toppe
Neddale til sin Bedste-Moders Skiød,
Og være for Vorherre en Græshoppe,
Og troe paa Navnet, som fra Himlen lød,
Da regner Gud det ei saa nøie,
Vil til sin høire Haand
Med Jesus ham ophøie!
Saa kan i Himlen vi et Herberg finde,
Langt bedre end i Fader-Huus paa Jord,
Naar Sønnen os berede vil derinde
Et Sted, og derfor han til Himmels foer!
Vor Gud i os vil Sønnen ære!
O, huusvildt lad hans Navn
Da aldrig blandt os være!