Vor Alderdoms Trøst og Støtte-Stav,
Det er den Aand alene,
Som Frelseren os til Trøster gav,
Med stærke Ord og rene,
Han over Verdens stolte Aand
Os giver Trøst og Overhaand,
Hvad vil vi meer forlange?
Ham Tidernes Tand ei bider paa,
Hans Kræfter aldrig svækkes,
I Barndom vel maa selv vi gaae,
Men det just Aanden tækkes:
Han immer kiæler for de Smaa,
Langt bedre Ord end de forstaae
Han lægger dem i Munden!
Trods Fiendernes Ynk og bittre Spot,
Han veed det saa at mage,
Guds Menighed har det lyst og godt
Paa sine gamle Dage:
Et himmelsk-kiærligt Brude-Sind,
I Hjertet Fred, og Smil paa Kind,
Guds Paradis for Øie!
Ad Tummelen her i Grunden kied,
Men trøstet over Møden,
Hvi Brudgommen tøver, godt Hun veed,
Og ønsker sig ei Døden,
Men færdes smukt og taler frit,
Og sukker smaat og græder lidt,
Med Himlen i sit Hjerte!
Hun speiled sig tit paa Jorden saa
I alderstegne Kvinder,
Med Øinene klare, himmelblaa,
Med rige Ungdoms-Minder,
Med Hjerte varmt og Hoved lyst,
Med prøvet Tro, med Væsen tyst,
Med Mildheds-Majestæten!
Lyslevende Bruden færdes saa
I Tusind-Tal herefter,
Med Øinene sorte, blaa og graa,
Med yndig skjulte Kræfter,
Som Bølgen dyb, som Perlen klar,
Som Blomsten fiin, som Fuglen snar,
Som Kiærlighed elskværdig.
Saa graaner da kun, I gule Haar!
Og kiølnes, Sommer-Dage!
Udmatter os kun, I Efter-Aar!
I skal os vel behage;
Thi mens det Gamle tæres hen,
Da blomstrer Nyt der op igien,
Som vinde kan og vare.
Saa hjelpes de ad, den Helligaand,
Som med Guds Fred velsigner,
Og Møderne-Hjertet i Guds Haand,
Som hver en Kæmpe ligner,
Af Løve-Sæd da fødes Lam,
Hvis Stolthed er at ligne ham,
Som bar al Verdens Synder!
Lad visne da kun som Græs og Løv,
Affalde som Blomsterblade,
Al Herlighed, som oprandt af Støv,
Og glimred paa Gyngestade,
Ved Livets Flod i Korsets Læ,
Med Blomst og Frugt staaer Livets Træ
Midt i Guds Paradiset!