Virkeligt det nu er blevet
Alt hvad der var forudskrevet
Og betegnet billedlig;
Alt hvad fordum saaes forblummet,
Nu udsprang af Krybberummet,
Daadfuldt nu opklarer sig!
Arken var et stort Mirakel,
Arken i Guds Tabernakel,
Arken paa det vilde Hav,
Dog den sande Ark er Daaben,
Himlens Havn for den staaer aaben,
Udvei god fra Syndflods Grav!
Verden vel umuelig kalder
Barsel i saa høi en Alder,
Som da Sara Moder blev,
Ung var hun dog mod den Kvinde,
Som i Hjerte-Kamret inde,
Har paa mange Sønner Brev!
Hvergang hun, med Piger sine,
Gaaer at bade Lemmer fine
I den himmelfaldne Strøm,
Sig forklarer Moses-Navnet:
Frelst af Vandet, kiærlig favnet,
Finder Spæd en Moder øm!
I de længst henfarne Tider
Som en Mur paa begge Sider
Reiste sig det røde Hav,
Frelste Israel af Faren,
Skabde til Ægypter-Skaren
I sit Skiød en aaben Grav!
Saa gaaer Troen giennem Daaben:
Livets Dør til Himlen aaben,
I den store Leders Fjed,
Medens Vantro, som forfølger,
Drukner i de dybe Bølger,
Synker i Afgrunden ned!
Dronningen fra Verdens Ende
Kom, med Gylden-Skiænk i Hænde,
For at høre Salomon,
Saa det ædle Hedning-Hjerte
Kiøber dyrt Sig nu til Kierte
Ordet, som er Liv og Aand!
Salomons Jehova-Tempel,
Med al jordisk Høiheds Stempel,
Sank i Aske vel og Gruus,
Men da Christus kom med Freden,
Himmelsk blev dog Herligheden
I det lave Bede-Huus!
Kirken med de høie Taarne,
Verdslig talt, for den Eenbaarne,
Smuldred efter Støvets Art,
Men i Hytten til Hans Ære
Alle Jule-Mærker lære,
I sin Glands han kommer snart!
Klart Hans Herlighed skal kiendes,
Naar alt Vand til Viin omvendes
Paa den store Bryllups-Fest,
Grændseløs er Brudens Glæde,
Thi som Brudgom tager Sæde
Han, der var i Cana Giæst!