Ved Sæden, som den falder,
Sig ligner selv Guds Ord,
Og Folke-Hjerter kalder
Guds-Ordet Ager-Jord,
Desværre, Sæden finder,
Hvor den sig lader strøe,
Saameget tit til Hinder,
At den omsonst maa døe!
Som Fugle-Neb det meie,
Og føre ind i Kro,
Hvad vel paa slagne Veie
Kan saaes men ei groe;
Saa Helved-Ravne rane
Hvad Gud i Hjerter saaer,
Hvor Ondskabs Rende-Bane
Som Alfarvei er haard!
I Jord-Lag tyndt paa Stene
Vel Sæden spirer strax,
Dog skal man aldrig mene
Der voxer Korn i Ax,
Saa gaaer det tit med Grøde
Af Tro og Christendom,
For tidlig Troen døde,
Og Haabets Hæk var tom.
Naar Torne Kraften stjæle
Fra ellers frugtbar Jord,
Omsider reent de kvæle
Hvad Godt imellem groer,
Saa denne Verdens Lyster,
Det slemme Tjørne-Krat,
Har kvalt i mange Bryster
Hvad alt var kiernesat!
Trods Tjørne, Steen og Klipper,
Dog af den gode Jord
Opskyde Ax og Vipper,
Med Kierne fast og stor,
Trods hvad der er til Hinder,
Paa Kirkens Agre med,
Det gode Ord dog finder
Endnu sit gode Sted!
Ved Himlens Dugg og Væde,
Og Naade-Solens Kraft,
Da voxer op til Glæde
Guds Sæd med Hjerte-Saft,
Da bære Kirkens Vange
Selv midt paa Hede gold,
Ei immer lige mange
Men altid mange Fold!