Vai nu, Dannebrog, paa Voven!
Rul nu, Bølge himmelblaa!
Spring nu ud, hver Bøg i Skoven!
Sjunger, alle Fugle smaa!
Lilier i Dronning-Dragt
I som fik, trods Konger, Pragt,
Samler eder, som vi sjunge,
Som i Enge, saa paa Tunge!
Han, der under Vinters-Hjerte
Fødtes under Hytte-Tag,
Han, der vaanded sig i Smerte,
Under Jævndøgn-Stormens Brag,
Støvets Søn med Kiød og Blod,
Han af Gravens Skiød opstod,
Han opstod, som Blomst udspringer,
Stak i Sky paa Ørne-Vinger!
Glæd dig, Jord, af al din Styrke!
Syng for Herren høit i Sky:
Alle Himlens Engle dyrke
Barnet, født i Davids By!
Evig throner Støv med Aand
Salig ved Guds høire Haand,
Sender fra sit Herre-Sæde
Moder-Jorden Himmel-Glæde!
Han, som var paa Jorden lille,
Sidder nu Gud-Fader næst,
Derfor skal hvert Sang-Værk spille
Paa den store Pindse-Fest!
Alle Tunger stemme da
Sammen i Halleluja,
For den Ild, som, naar de gløde,
Skaber Himmel-Flammer søde!
Føle skal det Folke-Vrimlen,
Ja og Amen er Guds Ord,
Jorden løftet er mod Himlen.
Himlen dalet er mod Jord,
Stigen reist til Engle-Gang
Under Støvets Fryde-Sang:
Tone-Stigen fra vor Tunge
Didop, hvor Serafer sjunge!
See, vor Høvding er deroppe,
Jesus Christus, Gud og Mand,
Over alle Stjerne-Toppe
Throner høit i Vælde han,
Kalder os, som troe Hans Ord,
Legem sit og Lys paa Jord!
Lydt blandt Engle det fortælles:
Støv med Gud har Aand tilfælles!
Derfor kommer Han tilbage
Aabenlyst, som Han opfoer,
Kroner herlig sine Dage,
Kalder Støvet op af Jord,
Vinker mildt, med Kalken ny,
Legem sit til Sig i Sky,
Peger paa sit Ære-Sæde,
Siger: hvil med salig Glæde!