Vær trøstig, Zion, Jesu Brud!
Nok har du grædt og grundet:
O giør dig rede, see herud!
Nu er dit Lys oprundet,
Ja, Glandsen af Guds Herlighed
Er med din Konge kommet ned,
Nu har du Naade fundet.
Vanvittighedens Mulm og Mørk'
Er stort paa Jorderige,
Folk gaae som i en taaget Ørk,
Veed lidt af Gud at sige;
Men Jesus, Verdens rette Soel,
Opstod, da Morgen-Hanen goel,
Nu maa al Mørkhed vige!
Han vil for dem, som nu i Slum
Og Sjæle-Blindhed vanke,
Med Rigets Evangelium
Oplyse Sind og Tanke,
Saa Hedninger paany attraae
I Skin af Herrens Lys at gaae,
Og salig Trøst opsanke.
Luk Øine op, giv nøie Agt,
See, flokkeviis de komme
Til Herrens store Naade-Pagt,
At arve med de Fromme,
Som Sønner og som Døttre de
Skal Adgang faae til Gud at see,
O dybe Herrens Domme!
Stem op, o Zion! og bryd ud
I Lov-Sang med det Samme!
Opelskes skal en christen Brud
Af Hedensk Herre-Stamme,
Hun skal med Virak og med Guld
For Herren knæle dybt i Muld
Og glad Hans Smaa opamme!
O Jesus! Du, som Manddom tog,
Lær os at see og kiende,
At Du os skrev i Livsens Bog!
Gid vi og vel anvende
Vort Guld og Gods, vor Fattigdom,
Til Alt hvad bedst Du synes om,
Til vore Dages Ende!