Trods Længselens Smerte,
Siig ei i dit Hjerte:
Hvo farer i Afgrunden ned,
Min Frelser, den Søde,
Mig op fra de Døde
At hente til Fryd og til Fred?
Det kiønnere klinger:
Hvo vil dog paa Vinger
Opfare til Himmerigs Slot,
For os at nedhente
Den Herre, vi vente!
Det er for Gud-Ordet dog Spot.
Vi ere, vi bleve,
Vi røres, vi leve
I Christus, Guds levende Ord;
Tag Ordet i Munden,
Og elsk det fra Grunden!
Da hos dig i Ordet han boer!
Thi naar du med Munden,
Som Saligheds-Grunden,
Bekiender vor hellige Tro,
Og har den i Hjerte,
Da Længselens Smerte
Dig leder til Himmelens Ro!
Ja, troe og bekiende,
Til Dagenes Ende,
Det er Saliggiørelsens Vei,
Paa den lad os sjunge,
Med Hjerte og Tunge:
Vi har Ham, vi slipper Ham ei!
Ja, saa lad os sjunge!
Thi Hjerte og Tunge
Er Herren som Ordet saa nær,
Som Ordet, der høres,
Saa Hjerterne røres
Af Jesus, Vorherre saa kiær!
Han ligger paa Tunge,
Hvor tale og sjunge
Vil troende Hjerter om Ham,
Som stærk, i Dag-Røde,
Opstod fra de Døde,
Guds Søn og Guds Ord og Guds Lam!
Han Øret tiltaler,
Han Hjertet husvaler,
Han svarer som Gud til sit Navn,
Naar Hjertet med Varme
Om Navnet slaaer Arme,
Vorherre vi tager i Favn!