Til klart Guds Aasyn vi skal see,
Og ret Hans Hjerte kiende,
Paa Jorden, som i Himlen, Tre
Guds Gierninger fuldende,
I Naade kom de ovenned,
Og Tro og Haab og Kiærlighed
Er Navnet paa de Trende!
I Verden tales vidt og bredt
Om Grund-Forskielligheden,
I Kirken immer de giør Eet,
Fra Oven og fra Neden;
Thi vi gienfødes i vor Daab
Med Peders Tro til Pauli Haab,
Johannes-Kiærligheden!
Vor Tro er ei paa hvadsomhelst,
Man Christendom vil nævne,
Men paa Hvad os har skabt og frelst
Og fører paa det Jævne,
Og saa paa Alt hvad Sandheds Aand
Os leder til med kiærlig Haand,
Alt efter Hjertets Evne!
Vort Haab er ei paa Drømme bygt,
i Luften ei det svæver,
Men hviler paa Guds-Ordet trygt,
Og paa hvad Hjertet kræver:
Til evigt Liv for Sjæl og Krop
Det reiser kiækt vort Hoved op,
Saa Kraftens Aand det hæver!
Vor Kiærlighed ei blusser vild,
I Røg sig ei indsvøber,
Men brænder lyst med Lue mild,
For Ham, som dyrt os kiøber:
Med Ja og Amen til Hans Ord,
Den følger fromt Hans lyse Spor
Og i Hans Dyd sig øver!
Det klinger sært, kun Kiærlighed
Evindelig skal vare,
Vort Hjerte ømmer sig derved
At lade Haabet fare,
Og selv den fromme Barne-Tro
Til Evighedens Fryd og Ro
Vil kiækt sin Ret forsvare!
Men Aanden smiler ad de Smaa,
Og siger: hør mig nøie!
Mon Nogen troer og haaber paa
Hvad klart ham staaer for Øie?
Og tykkes end det Hjernen sært,
Vort Hjerte er dog Svaret kiært,
Saa det sig lader nøje!
Men voxe vi en Smule til,
Saa vi lidt meer kan fatte,
Han gierne os meddele vil
Af sine Viisdoms-Skatte:
Vort Hjertes Øine, trods vor Krop,
Han lukker og Han lyser op,
Er de end her kun matte!
Da skimte vi, at naar vor Tro
Har Verden overvundet,
Og Støv er, efter Gravens Ro,
Med Aanden klart forbundet,
Da, til Triumf for Troen just!
Er, som Guds dunkle Aande-Pust,
Dens Time-Glas udrundet!
Paa Jord, som vor Gudmoder blind,
Hun gaaer kun efter Røsten,
Og bærer os i Kirken ind,
Til Daaben og til Trøsten,
Men, skiøndt hun selv det ikke veed,
I Grunden Tro er Kiærlighed,
Thi Værket driver Lysten!
Vor Kiærlighed, den Blomme fiin,
Gud-Faders yngste Daatter,
Som kaldes alt i Vugge sin
En Dronning over Drotter,
Med himmelsk Ild i Jomfru-Bryst
Hun følger blindt sin Brudgoms Røst,
Skiøndt Vantro leer og spotter!
Hun favner ømt det lyse Haab,
Kun som sin Tvilling-Broder,
For Begge Tro holdt under Daab,
De Troen kalde Moder,
Forklaret dog hun seer det hist,
At Haabet var den lille Christ,
Vor store Himmel-Broder!
Om Julen synger Troen bedst
Med Engle-Toner søde,
Mens Haabet har sin høie Fest
I Paaske-Morgenrøde,
Og Kiærlighed i Bølge-Gang
Sig fryder høit med Pindse-Sang,
Naar vore Tunger gløde!