O hør det Thomas og troe det dog,
Det Vidnesbyrd, alle vi bære,
Sit Liv vor Mester hengav og tog,
Opstanden er Jesus med Ære;
Trods Dødens Meen,
Trods Vagt og Steen,
Med Kiød og Been
Han giæster iløn sine Kiære!
Det var de Ti og det var de To,
Og alle de hellige Kvinder,
De vidned ærlig, men Thomas loe,
Og sagde: jer Ønsket forblinder,
I drømde sødt
Om Liv i Dødt,
Om Hvidt og Rødt,
Om Roser paa Dødninge-Kinder!
Jeg kan ei drømme, ei sove sødt,
I Hjerte og Hjerne det bruser,
Min Tro er rokket, mit Haab er dødt,
Indbildning ei meer mig beruser,
Men hvor jeg gaaer,
For Øine staaer
Mig Kors og Saar,
Døds-Kæmpen, som Hjerterne knuser!
I Naglegabet paa Haand og Fod
Jeg stikke maa Fingrene disse,
Og Haanden min, hvor hans Hjerteblod
For Landsen udstrømmed tilvisse,
Ei før jeg troer,
Han gaaer paa Jord;
Omsonst med Ord
Indbildningen min I ophidse.
Fra Paaskedagen en Uge lang
Saa maatte for Thomas henrinde,
Han loe ad Kvindernes Frydesang,
Og sukked ved Frelserens Minde;
Til grandt man saae
Igien ham staae
Blandt sine Faa,
Hvor Tvivleren Thomas var inde!
Min Fred med Eder! var Herrens Ord,
Som end det er alle hans Dage,
Da viste han sine Naglers Spor
Og Spydets i Siden saa fage,
Han sagde: her
Kom, Thomas, nær,
Med Finger hver,
I Hænderne Troen at tage!
Da brast hans Lænke, da brød den ud,
Bekiendelsen længe i Klemme:
O du, min Herre! o du, min Gud!
Som Himlens Hærskarer istemme!
Mens Kirken staaer,
Mens Ordet gaaer
Og Synet slaaer,
Den Søndag gaaer aldrig ad Glemme!
Og høilig prises skal Herrens Ord
Af alle de Smaa paa det Jævne:
Du saae mig, Thomas, derfor du troer,
Men salige er de at nævne,
Som ikke saae,
Og ei forstaae,
Men troe dog paa
Opstandelse min og dens Evne!
Opstandne Frelser! o giv du os
Den Salighed alle af Naade,
At Verdens Viisdom og Spot til Trods,
Vi troe paa den hellige Gaade;
Trods Dødens Meen,
Trods Vagt og Steen,
Med Kiød og Been
Du lever os evig til Baade!