Takker den Herre, som Sorgen omvendte
Naadig til Glæde og Sukket til Sang,
Sukket, hvormed sig saa sørgelig endte
Mai-Lærkeslaget i Paradis-Vang!
Muld er din Moder, til Muld skal du vorde,
Orme til Føde og Fiender til Spot,
Saa over Adam faldt Dommen den haarde,
Herren dog gjorde det Altsammen godt!
Aand er din Fader, til Aand skal du blive,
Engle til Glæde og Fjender til Trods,
Saa kalder Herren nu Støvet tillive,
Saa siger Han til sin Kirke med os!
Solen og Maanen, som skinne paa Bue,
Skamme sig maae nu i Dagning og Kveld,
Skiønnere Klarhed og stærkere Lue
Fødtes til Verden af Kiærligheds Væld!
Evigheds-Solen er Herren med Ære,
Stjerner som Han er og Tjenere Hans,
Evigheds-Maane han kalder sin Kiære,
Kirken af Ham laaner evig sin Glands!
Herren opfoer, men sin Glands han nedsendte,
Den, med Hans Aand, haver Kirken i Skiød,
Dermed et Lys Han til Nætterne tændte,
Tungernes Flamme og Hjerternes Glød!
Fienderne Maanen med Blod overstænke,
Farlig er Trængslen, men Trøsten er sød:
Laugværge god haver Lys-Kongens Enke,
Stiger af Blod-Bad som Aften-Soel rød!