Naar Nat udvælder
Fra sorten Sky,
Og Maanen kvælder
Til Morgengry,
Mens Gode blunde,
Har travlt de Onde,
For Lyset sky!
Da voxer Vingen
Paa al Udyd!
'Nu seer mig Ingen,'
Det er dens Fryd,
Den har i Mørke
Sin Rod og Styrke,
Sit Skryll og Skryd.
Dog, i det Høie
Der boer en Drot,
Med aabent Øie
For Ondt og Godt,
Og Lys, til Lykke,
Er uden Skygge
I Herrens Slot!
Han saae fra Himlen
Med Lynilds Blik,
Paa Kæmpevrimlen,
Med Kains Skik,
Trods Jordens Herre,
Fra Ondt til Værre
De fremad gik!
Da falske Kvinder
For Diser gik,
Med Rosenkinder
Og Tjørne-Blik,
Med trinde Lemmer,
Med klingre Stemmer,
Og Skiøge-Nik!
De Tryllerinder
Fra Kains By,
Som Sole blinder
De Hyrder bly,
Hvor de indtage,
Kun Dommedage
For Støvet grye!
Fra Gudesønner,
Som ei sig bør,
Da lyde Bønner
Til Troldemø'r,
Da Jetter fødes,
Og Kræfter ødes,
Og Fromhed døer!
Fra Hytten stiger
Et Kæmpe-Kuld,
Som efterhiger
Kun Glands af Muld,
Giør Bjerg af Dale,
Og tækker Sale
Med røden Guld!
Med Niddings-Værker,
Mod Gud og Ret,
De Mindesmærker
Sig reise tæt,
Som bedst de mægte,
De Kuld uægte
Af Gude-Æt!
Men Han deroppe,
Hvis Skamler staae
Paa Bjergetoppe
Og Skyer graae,
Han høres sværge:
Brat over Bjerge
Skal Bølger gaae!
Omsonst for Døve
Kun Ordet spaaer,
Dog vil Jeg tøve
I hundred Aar,
Og grandt dernede
Om Anger lede,
Til Timen slaaer!
Men, Kæmper bolde!
Hvad end I tro'r,
Ei har til Trolde
Jeg skabt Min Jord,
Da, dybt begravet,
Den steg af Havet,
Alt paa mit Ord!
Jeg før den sænker,
Med Blomst og Træ,
Fuldlavt da bænker
Jeg Folk og Fæ,
Kun Faa besinde,
Hvor Fugle finde
Da Kvist og Læ!
Dog, hør, du Gæve,
Min Enochs Søn!
Vil høit du svæve
Med Mig i Løn,
Byg lavt ved Bølge,
Til dig med Følge,
Mens Bøg er grøn!
Ja, skil med Egge
Nu Træ fra Bark,
Og byg en Snekke,
Og kald den Ark,
Og digt den nøie
Til rask at pløie
Min Vintermark!
Mens Kæmper bukke,
Og Folk uddøe,
Mens Bjerge dukke
I dyben Sø,
Sig Arken hæve,
Blandt Skyer svæve,
Som Verdens-Ø!
Naar Jorden hærges,
Fra Øst til Vest,
Med dig skal bjerges
Fuldmangen Giæst
Fra Bjerg og Dale,
I Bølge-Sale,
Paa Havets Hest!
De Kæmper trygge,
Med spodske Smiil,
Saae Noah bygge
Sin Ark med Iil,
Blandt Færreds-Snekker
En sær Tredækker
I Kæmpe-Stil!
Fuldbred som Hvalen,
Men længer dog,
(Trehundred Alen)
Det var den Kaag,
Med Dør paa Boven,
Med Glug foroven
Paa Kistelaag!
Ei længer tøve,
I Skov, paa Mark,
Nu Lam og Løve,
Men tye til Ark,
Med Kvæg og Hjorte,
Hvor ei mon skorte
Paa Straa og Bark!
Med Nattergale,
Som aldrig før,
Med Spurv og Svale,
Fra Hald i Nør
Sig Ørne sanke,
Med Næb de banke
Paa Arke-Dør!
De randt saa fage,
I Travlhed stor,
De Løbedage,
Til selv ombord
Gik Enochs Frænde,
Med Sønner trende.
Farvel nu, Jord!
De Kæmper trygge,
Trods Heltens Iil,
Blev ved at bygge
I Bjerge-Stil,
Mens Møer milde
Holdt Bryllupsgilde
Med spodske Smil!
Seer I, histoppe
Nu seiler han
Paa Fjeldetoppe,
Den fromme Mand!
Da ruller Torden,
Da revner Jorden,
Med Brag paa Stand!
Nu Himlens Sluser
Oplades brat,
Og Havet bruser
I bælgmørk Nat!
Og Roser blegne,
Og Kæmper segne
Med Suk fuldmat!
Snart over Vandet,
I Morgengry,
Der sees ei Andet
End kulsort Sky,
Og Kæmpekroppe,
Og Klippetoppe,
Og Noahs By!
Syndfloden levner
Ei Plet af Land,
I Sky nu stævner
Den vilde Strand,
Ad steile Stræder,
Paa Klippe-Kiæder,
Som over Sand!
Saa leged Hvalen
Med Klipper graae,
At femten Alen
De under laae,
Som høiest gro'de,
Og nødigst lode
Sig overgaae!
Vel mødt i Strande
Her over Sky!
Saa stærke Vande
Da kvad paa Ny;
I firti Døgne,
Og alle søgne,
De blev saa krye!
De Smaafisk glade,
Ved Sky fuldtæt,
Da hevned Skade
Paa Maagers Æt,
Ja, fik i Tale,
Trods høie Sale,
Selv Ørne let!
Da Orme-Hæren,
Med Kuld paa Kuld,
Var stolt af Æren
At boe i Muld,
Da holdt de Gilde,
Saa høit de vilde,
Da fik de Huld!
Sig Kæmper høie,
I Konge-Dyb,
Da maatte bøie
For Madik-Tyv!
Da kunde fare,
Trods Hjort og Hare,
Det mindste Kryb!
Dog, under Dække,
En Verden tryg
Bar Noahs Snekke
Paa Bølgens Ryg,
Med Kæmpegange
Og bedre Sange
End Surr af Myg!
Der otte Sjæle,
Trods Bølge-Brag,
Med Mund og Mæle,
Sad under Tag
Af Rør fuldgode,
Som randt af Rode
Den sjette Dag!
Ja, Borg hin prude,
Skiøndt bygt fuldsnart,
Som Gud gav Rude
Af Speilglas klart,
Og ingenlunde
Lod gaae til Grunde,
Var vel forvart!
Af Muld kun bygget,
Den er dog bold,
Staaer overskygget
Af Herre-Skjold,
Er væn til Skue
Paa Blomstertue,
Fra Old til Old!
Med Seierværket,
Som evig gaaer,
Bag Plankeværket,
Den stod et Aar,
Som Støv for Dommen,
Paa Afgrunds-Flommen,
Med bange Kaar!
Trods brede Skygger
Fra Mørkheds Land,
Den Borgs Indbygger
Paa vilden Strand
I Glands dog sidder,
Med Fuglekvidder
Om Kongestand!
For Drot ham kiender,
Trods bange Kaar,
Dog Ørn som Ænder,
Og Ulv som Faar,
Mens Nattergalen
I Skyggesalen
Hans Livvers slaaer!
Og Gud forglemmer,
Paa Bølgen blaa,
Ei Lærkestemmer,
Ei Spurven graa,
End sige Muldet,
Hvor Himmel-Guldet
I Grube laae!
Nei, Han som stilled
I Mand paa Fod
Sit eget Billed
Med Kiød og Blod,
Drot af Guds Naade,
Han vilde raade
Paa Vaanden Bod!
Hør, Vinden suser
Nu Dag og Nat,
Og Himlens Sluser
Sig lukke brat,
For Væld franeden,
For Bundløsheden
Er Pind og sat!
Sig Bølgen kaster
Og segner mat,
Storvragets Master
Nu dages brat,
Og Arken strander,
Og Verden lander
Paa Ararat!
Sin Glug oplader,
Med stille Sind,
Den Folkefader,
Paa Fjeldetind,
Vil Sandhed vide,
Slet ikke lide
Paa Hjernespind!
Valravnen, skaaret
For Tungebaand,
Har Noah kaaret
Og sat paa Haand:
Vær snart paa Vinge
Mig Bud at bringe,
Om Jord har Vaand!
Sin Herre sviger
Dog sorten Ravn,
Med Flid undviger
Han Glug og Stavn,
Rødsokket gynger
Paa Aadseldynger
Han uden Savn!
Da randt i Sinde
Den Drot saa prud,
End var derinde
Det bedste Bud;
Mod Himmelbuen
Da svang sig Duen
Af Gluggen ud!
Snart favned Arken
Den Fugl saa spag,
Som savned Marken
Med Træ og Tag,
Paa Bjergetoppe
Og Liig at hoppe,
Var ei dens Sag!
En Uge lænter
Den Drot saa prud,
Og sikkert venter
Han bedre Bud,
Med Turtelduen,
Som svang mod Buen
Af Glug sig ud!
For Fugl i Lunde,
Og Mand i Bur,
Eens ingenlunde
Gaae Soel og Uhr,
Saa Dag for Due
Var kort paa Tue,
Men lang i Skur!
Med Aften-Svalen,
I Solbjergs-Lag,
Til Bølge-Salen
Med Gopher-Tag,
Kom dog fra Lunde,
Med Nyt i Munde,
Den lange Dag!
Luk op foroven!
Her er et Brev,
Som Gud i Skoven
Om Vaaren skrev,
Af Kæmpebogen
Til ham i Kaagen
Et Blad jeg rev!
Saa Aftenrøden
I Arkestad,
Om Eftergrøden
Udraabde glad,
Da Fugl fra Lunde,
Med Mai i Munde,
Paa Gluggen sad!
Olivenbladet
Fra grønne Lund,
I Aandebadet
Af Duemund,
Paa speilklar Skive!
Hvem kan beskrive
Den Aftenstund!!