Nicolaj Frederik Severin Grundtvig

8 September 1783 - 2 September 1872 / Denmark

Stol-Kongen over Himlens Hær

Stol-Kongen over Himlens Hær
Uddraget er i Herre-Færd,
Den Soel, som ei skal dale,
Som overstraaler Bjerg og Vang,
Og liver op hver Fugl til Sang
I Skovens grønne Sale!
Seer du!
Syng nu,
Fugle-Unge!
Fik du Tunge,
Nyaars-Sangen,
Klart i Takt med Orgel-Klangen!
Du Blomster-Flor med Duften sød!
Hvi sover du i Jordens Skiød;
Vaagn op ved Jule-Tider!
Kom Rose rød! kom blaa Fiol!
Skiær-Sommer giør den Vinter-Soel,
Som nu paa Himlen skrider!
Pryd dig!
Fryd dig!
Herrens Have!
Helgen-Grave!
Jer omvinder
Jul med himmelblaa Kiærminder!
Ja Lys, som Gud har sagt, er godt,
Naar deilig det ei skinner blot,
Men varmer og opliver,
Saa giør det Lys, som brænder nu,
Kom, Hjerte, glad med Tak ihu,
At evigt Liv Det giver!
Soel-Brud!
Bryd ud!
Priis med Sange,
Tusind Gange,
Lysets Dyder,
Livets Lys, som evig fryder!
Det Lys, med Livets Kraft i Løn,
O, det er Guds eenbaarne Søn,
Marias dog tillige,
Ja, det er Gud i Himmerig,
Et Moders-Barn, som alle vi,
Foruden Synd at sige!
Jesus
Christus,
Guddoms-Manden,
Ingen Anden,
Til os kommer.
Jule-Nat med Dag og Sommer!
Med Engle-Chor fra Lysets Hjem,
For Barnet født i Bethlehem,
Til Jordens Lyst og Gammen,
Vi synge: Ære være Gud,
Som førde os fra Mørket ud!
Halleluja og Amen!
Jesus,
Christus,
Skal med Ære
Prisen bære,
Lys med Livet,
Som han er, han os har givet!
Vor Jul, vort Lys, vort Liv, vor Fryd,
Trompeters og Basuners Lyd
Med os skal høit forkynde;
Det kimed sødt i Morgen-Gry,
Med Sang og Klang i høien Sky
Vort Nytaar vi begynde!
Hil dig!
Hæv dig!
Skiøn og herlig,
Klar og kiærlig,
Morgen-Røde,
Som hos os vil evig gløde!
Ja, du med Himlens Rosen-Krands!
Vor Moders Søn med Guddoms-Glands!
Vor Midler i det Høie!
Med Lys og Liv du kom herned,
For os i Tid og Evighed
Med dig at sammenføie!
Held os!
Vel os!
Fra det Lave,
Op af Grave,
Høit vi stige,
Høit med dig til Himmerige!
114 Total read