Som den gyldne Soel frembryder
Giennem den kulsorte Sky,
Og sin Straale-Glands udskyder,
Medens Mørk og Mulm maa flye,
Saa min Jesus af sin Grav,
Som af det sortladne Hav,
Opstod herlig fra de Døde
I en Paaske-Morgenrøde!
Tak, du store Seier-Herre!
Tak, Du Livets Himmel-Helt,
Som ei lod dit Støv indspærre
I det helvedmørke Telt!
Tak, for tidlig op Du stod,
Traadte Døden under Fod!
Ei min Tunge kan den Glæde
Med tilbørlig Lov udkvæde!
Jeg kan finde i mit Hjerte,
At min Sjæl har Trøst deraf,
Som kan læge al min Smerte,
Naar jeg mindes kun den Grav,
Hvor med Engle-Vagt Du laae,
Tændte Lys i mørke Vraa,
Og stod op med Kraft og Ære!
Hvad kan større Glæde være!
Snubler jeg paa glatte Veie,
Synker jeg i Armod ned,
Ligger jeg paa Syge-Leie,
Vaandes jeg i Usselhed,
Ligger jeg fortrængt, forhadt,
Og af Verden slet forladt,
Skal jeg Huus i Graven tage,
O, der er dog Haab tilbage!
Synd og Død og alle Pile,
Som fra Helved skydes kan,
Ligge brudte ved din Hvile
I det skumle Dødens Land,
Der begrov Du dem, og gav
Mig en sikker Støtte-Stav,
Thi til din Opreisnings Ære
Palmer jeg skal evig bære!
Som min Frelser jeg Dig kiender,
Og seer Din Almægtighed,
Din Opstandelse indspænder
Hvad jeg troer og hvad jeg veed,
Sprunget ud af den min Daab
Bringer Salighedens Haab,
Saa af den til mig udspringer
Evigt Liv med Engle-Vinger!
Lad kun Muldet mig bedække,
Lad kun smuldre mine Been!
Dog mig skal din Røst opvække,
Reise op foruden Meen;
Selv i Fiendens Orme-Gaard
Talt er mine Hoved-Haar,
Og forklaret denne Tunge
Evig skal din Priis udsjunge!
Tak da for al Jule-Glæde!
Tak for hvert dit Guddoms-Ord!
Tak for Daabens Himmel-Væde!
Tak for Sædet ved dit Bord!
Tak for Dødens bittre Vee!
Tak for din Opstandelse!
Tak, for Dig i Himlen inde
Salig jeg skal see og finde!