Om Helte mange
I Karmels Land
Lød Helte-Sange
Fra Flod til Strand,
Kun een Heltinde
Til Hæders-Minde,
Men det var dobbelt for Daad og Sang!
Hun hedd Debore
I Palmelund,
Hun kom for Orde
I Vanhelds Stund;
I Folke-Dvale,
Naar Fiender prale,
Da er fulddyre de gode Raad.

Hvor Aanden lyner,
Faaer Hjertet Liv,
Hun havde Syner,
Den ædle Viv;
Til Dannekvinden,
Til Seerinden
Hentyed Folket om Ret og Raad!
Hun Barak kaldte,
Den Folkeven,
Som Gud udvalgte
Til Daad igien,
Da Fiender gramme,
Som Fyr og Flamme,
Fortæred alt indtil Marv og Mod.
Kong Jabin hærged
Guds Folk og Land,
For ham sig bjerged
Knap nogen Mand,
Strids-Vogne sære
Og stolte Hære,
Med dem udrasede Sisera.
Debore meldte
Et Ord fra Gud,
Som skaber Helte
Af Skumpelskud,
Hun Barak vilde
Til Daad opilde,
Hun loved Seiren fra Himlens Gud.
Ei vil jeg dølge,
Var Baraks Svar,
Med dig i Følge
Frit Mod jeg har,
Men ei af Pletten
Jeg gaaer paa Sletten,
Hvis ei du følger mig Skridt for Skridt.
Debore smiled,
Med Heltemod;
De gik, de iled
Til Tabors Fod,
Da Luren gjalded
Til Kæmpe-Kaldet
For Naphtali og for Sebulon!
Saa fulgde Slaget
Paa Sletten der,
Og Nederlaget
For Jabins Hær,
Og Seiers-Frugten
Var Fiende-Flugten
Og blandt de Første var Sisera.
I Hyrde-Telten
Om Vand han bad,
Stridsvogne-Helten
Fik Blod til Bad,
Thi for en Kvinde
Han faldt derinde,
Den Dag bar Palmer til Kvindens Pris!
Og Seiers-Sangen,
Som lød i Sky,
Fra Tabors-Vangen,
Til Roes og Ry,
Til Kvindens Ære
Fik Lov at bære
Til Verdens Ende Debores Navn!
Naar Aanden fattes
Paa Ceder-Grund,
Da Hjertet skattes
I Palme-Lund,
Da bærer Helte
Det under Bælte,
Og øver Storværk med Smil om Mund!