Seer du Ham paa Fiskerbaaden!
Det er Jesus, Gud og Mand,
Sandheden han er og Naaden,
Livets Lys i Dødens Land;
For ham sjunge Englehære:
Lov og Tak og evig Ære!
Seer du Ham med Skabermagten
Hos en fattig Mand ombord!
Seer du Ham i Tjenerdragten!
Hører du Hans Guddomsord!
De kan Hjerter sødt husvale,
Aand og Liv er al Hans Tale.

Seer du hist den Folkevrimmel!
Stort og Smaat i Tusindtal
Lytter under aaben Himmel
Til det klare Tonefald;
Himmeriges Klokker kime:
Nu er Salighedens Time.
Herren tier, Alle sukke,
Himlens Porte, nys paa Klem,
Sig med Herrens Læber lukke,
Støvet til sig selv kom hjem;
Simon Fisker, som saa ofte,
Grædefærdig sad paa Tofte.
Herren fra den store Skare
Vender sig som Fjeren let,
Siger: Simon! nu du fare
Ud paa Dybet til en Dræt!
Fulgt har du min Tales Bølger,
Nu til Giengjæld dig jeg følger.
Hør, hvad Simon har at melde:
Slidt vi har forgæves kun,
Kiære Mester! fra i Kvelde
Til den lyse Morgenstund;
Dog (læg Mærke til Gudsbarnet!)
Paa dit Ord jeg kaster Garnet.
Hører du, hvor Simon stønner,
Raaber høit om Hjælp i Hast,
Kommer Sebedæi Sønner!
Under Vægten Garnet brast;
Hid med eders Baad I lægge,
Her er Ladning til os Begge!
Seer du nu, hvor Simon blegner,
Mærker, hvem han har ombord!
Seer du, hvor i Knæ han segner!
Hører du hans kvalte Ord:
Herre! see, Du bort dig skynder
Fra mig arme, grove Synder!
Klart det maa sig her stadfæste,
Synden os har skilt fra Gud,
Vil som Broder Han os giæste,
Bedes ei Han ind men ud;
I Hans Selskab, Engles Glæde,
Bitterlig maa Syndre græde.
Seer du, sandt er Herrens Rygte!
Mild er Han og eiegod,
Siger himmelsk: ei du frygte!
Simon smiler, fatter Mod,
Kiender glad Guds Søn paa Freden,
Næste sin paa Miskundheden.
Saa endnu paa Jorden findes
Jesus Christus, Gud og Mand,
Hvor hans Ord og Gierning mindes,
Hvor Hans Daab er Livets Vand,
Hvor Hans Aand til Pagten svarer
Og i Liv sig aabenbarer.