Sara var død, i sin Eenlighed
Sad Abraham stille tilbage,
Nu ad sit Liv og sin Rigdom kied,
For lange var alle hans Dage,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Isak var alt i de Fyrre nu,
Men end ingen Hustru han favned,
Ikke til Lystighed stod hans Hu,
Men Sara, sin Moder, han savned,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Abraham sagde til Oldsvend sin:
Far du til min Hjemstavn saa fage!
Hent mig en Hustru til Sønnen min,
Og sværg, du vil ei mig bedrage!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Kanaans Døttre ei see jeg vil
I Saras Pauluner at hvile,
Afguder fule de offre til,
Og falskelig monne de smile,
Og Kvinden, hun er Livet i Huset!
Svenden han svor, rakde Haanden i Sky,
Kamelerne ti kom paa Fode,
Hurtig de traved til Nachors By
At hente en Viv af de Gode.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Snart de sig leired om Nachors Brønd,
Og Solen var just ved at dale,
Svenden da gjorde sin Aften-Bøn
Om Bruden til Isaks Løvsale.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Hør mig! han sagde, min Herres Gud!
Ved Brønden er Piger ivente,
Viis mig i Naade den væne Brud,
Jeg kommer i Kveld for at hente!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Det være den, som med yndigt Blik
Uskyldige Gaver meddeler,
Rækker mig brat en Lædskedrik
Og drager til mine Kameler!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Mens i sit Hjerte han talde saa,
Kom Bethuels Datter Rebekke,
Deilig var Pigen med Øine blaa,
Med Blyhed, med Liv og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Krukken, hun axled, var fyldt paa Stand,
Men knap høres Bøn før den skattes,
Drik, sagde hun, og det klare Vand
Kamelerne skal ikke fattes.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Svenden det hued, for snildt det gik,
Rebekke var rap til sin Gierning,
Mon, tænkde han dog, med tvivlsomt Blik,
Nu triller for Isak Guld-Terning?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Ringe han tog af det røde Guld,
Ja Ringe til Øren og Arme,
Rakde dem kiønt til den Jomfru huld
Og takkede hende med Varme.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Jomfruen fin, af Forundring stum,
Han spurgde: hvem kalder du Fader!
Har til Kameler I Stalderum
Og Føde paa Loft og i Lader?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Datter af Bethuel, Nachors Søn,
Er jeg, sagde Pigen den væne,
Lettelig kan vi for Løn og Bøn
Med Herberg og Foder dig tjene.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Laban knap hørde sin Systers Ord,
Han saae paa de kostbare Ringe,
Aandeløs strax han til Brønden foer,
Til Herberg Guldgiæsten at bringe.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Herrens Velsignede! kom! sa'e han,
Hvad nøler du efter saa længe?
Baasene alle er godt istand,
Saa Borde og opredte Senge.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Bænken og Skænken dog ændsed ei,
Den Fuldtro, i fremmede Sale,
Hvi han var kommet den lange Vei,
Derom var hans Indgangs-Tale.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Abraham hedder min Herre huld,
Velsignet fuldsaare af Himlen
Baade med Trælle, med Sølv og Guld,
Af Hjorde utallig er Vrimlen!
Men Kvinden, hun er Livet i Huset!
Eneste Arving til Rigdom hans
Er Isak, en Svend af de Bedste,
Hedensk er Kanaan, dertillands
Han maa ingen Venneviv fæste.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Svoret jeg haver ved Himlens Gud,
At jeg vil ham ikke bedrage,
Ærende mit er en Frænde-Brud
At fæste og føre tilbage.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Hidtil mig fulgde min Herres Gud,
Mig viste ved Brønden Rebekke,
Hun er til Isak en værdig Brud,
Med Blyhed, med Liv og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Siig mig oprigtig, mens her jeg staaer,
Vil Isak I Pigen trolove,
Glæde min Herre med snehvidt Haar,
En Fyrste i Kanaans Skove?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Svart var det Spørgsmaal at svare paa,
Og Kaaret blev sat til Rebekke,
Ja, sagde hun da i Ungdoms-Vaar,
Med Blyhed, med Smil og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Laban nu svared med Moder sin:
Med dig haver Himlen os giæstet,
Leve med Isak Rebekke fiin,
Hun er ham til Venneviv fæstet!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Gammen der blev nu i Labans Gaard,
Og Gammen i Mamre tillige,
Glad blev den Olding med snehvidt Haar,
Velsign den yndige Pige.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Isak en Aften i Soelbjergs-Lag
I Marken gik ud for at bede,
Mødte en Brud under Himmel-Tag,
Som længe Man om kunde lede.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Tom ikke længer stod Saras Telt,
Der Isak sin Venneviv favned,
Og om hans Lykke det Nok er meldt,
Ei længer sin Moder han savned.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!
Tvillinge-Moder til Sønner to
Rebekke blev langt om længe,
Abraham dog, før han gik til Ro.
Saae Isaks de halvvoxne Drenge.
Rebekke, hun var Livet i Huset!