Thomas Kingo er Psalmisten
I det Danske Kirke-Kor,
Det skal mindes af hver Christen,
Mens der synges sødt i Nord
Om hvad det for os betyder,
Naar 'den gyldne Soel frembryder.'
Her paa Marken født og baaret,
Han sin Moder havde kiær,
Godt for Tungebaand og skaaret,
Om end Skotsk af Folkefærd;
Sange hans i Søndags-Klæder,
De er alle Høitids-Kvæder.
Herrens Storværk, Død og Pine,
Hans Opreisning, Himmelfart,
Hans Besøg hos alle Sine
Og hans Raab: jeg kommer snart,
Det var Kingos Skjalde-Aare,
Rig paa Smil igiennem Taare!
Derfor den Danske Kirke
Under Dannebrog en Vold,
Som maa kaldes Skjalde-Virke,
Mod den Kirkebakke-Trold,
Der, for noget at udrette,
Korsets Tegn maa først udslette!
Thi hvor Kingo-Sangen lyder
Med Guds Julebud i Kor,
Der den gyldne Soel frembryder
Giennem kulsort Sky i Nord,
Hvor korsfæstet sig mon bøie
Himmelsk Jesus for vort Øie.
Mens de Danske Tunger Blade
Er i Kingos Psalmebog,
Skal i Solskins-Regn sig bade
Korsets Tegn med Dannebrog,
Staaer i Nord den Danske Kirke
Som et christnet Dannevirke!