Sanddru og Fredegod!
Frelser af Guddoms-Rod!
Alle Kongers Konning!
Christus! vor Drot forsand!
Fyrste i Fredens Land,
Fuldt af Mælk og Honning!
Hvordan i Himmerig
Hemmelig fødte dig
Evigheds Alfader,
Jordbo ei grunder ud,
Høster af Hoved-Brudd
Haar i tomme Lader!
Ordet fra Arilds-Tid,
Aarsag til Mande-Vid,
Gaaer det længst tilbage,
Lidt dog kun her forslaaer,
Skielner kun Verdens-Aar
Efter Skaber-Dage!
Frasagnet, først af Alt
Fyndig paa Jord fortalt,
Om den Gud, vi dyrke,
Grundherren, Livets Væld,
Han, som i Gry og Kveld
Kløver Lys og Mørke!
See, førend Stjerner sang,
Søn var du alt dengang,
Skaber med din Fader!
Skorte paa Livs-Forstand
Maa det i Dødning-Land
Viddet os forlader!
Kan nu din Fader-Æt
Kiendes paa Jorden ret
Kun af Dig, Alvise;
Dølg ei din Moder-Slægt.
Læg paa den Løndom Vægt,
Lær os den at prise!
Vidunder, saare stort,
Vel er den gyldne Port,
Vei for dig alene,
Vantro giør Hjertet ræd,
Mægtig den spotter med
Mø den himmelrene!
Vantro er Fjendens Værk,
Var-Ulvens, jettestærk,
Som din Hjord skambider,
Hjorden, som, Hyrde god!
Kosted dit Hjerte-Blod,
Kaad han sønderslider!
Taal ei den Overlast!
Tru ham, den lede Gast,
Kys ham med din Torden!
Kiør ham i Helved ned!
Bind ham, som bedst du veed!
Bod da faaer al Jorden!
Er vi den Fule kvit,
Aande paany vi frit,
Da skal Troen kvæde,
Krands for Maria Mø
Binde paa Bjerg og Sø,
Bære frem med Glæde!
Mø! ja, med Hjertens-Fryd,
Mønster paa Kvinde-Dyd!
Lykke størst at ligne,
Løser din Søn os brat,
Dronning! vi Dag og Nat
Dig skal lydt velsigne!
Om dig en stor Profet
Syn har i Aanden seet,
Spaaet langt tilbage:
Spærret med Bom og Slaa
Porten af Guld han saae,
Prægtig uden Mage!
Der, sagde Jule-Bud,
Ikkun vor Drot og Gud
Giennem-Gang skal finde,
Færdes skal sikkert ei
Kækt paa den Konge-Vei
Kæmper nogensinde!

Talt var det Ord med Skiel,
Thi, sagde Gabriel:
Fager i Guds Øie,
Føde skal du Guds Søn,
Frugtbar dig giør i Løn
Aanden fra det Høie!