I det andet Tempels Dage,
Efter Serubabels Tid,
Ikkun Mindet var tilbage
Af den gamle Herlighed.
Hvad end Hjerterne attraaed,
Længdes efter hemmelig,
Ikke meer Profeter spaaed
Om Messias aabenlydt.
Om end stege Aften-Bønner
Som Røg-Offer høit i Sky,
Aldrig daled dog Guds Sønner
Engleklædte lavt til Støv!
Derfor tænkde selv de Fromme,
Lukt ilaas var Himlens Port,
Efter Herrens skjulte Domme
Kiødet sat i Aandens Band.
Vel endnu til Naade-Stolen,
Præsterne gik ind og ud,
Men ei Glimt af Naade-Solen
Saae de over Kerubim.
Da til Præsten Sakarias
Kom Guds Engel Gabriel,
Meldte, at nu for Messias
Banes skulde Kongevei;
Ved en Søn af Sakarias,
Og hans Viv Elisabet,
Røst i Ørken, som Elias,
Nytaar skulde raabes ud.
Sand var Talen, stor var Trøsten,
Større Præstens Frygt og Tvivl,
Himmel-Glandsen, Engle-Røsten
Døgnet kaldte Hjernespind;
Ei sit Øre og sit Øie
Turde han om Aander troe,
Fristed Herren i det Høie
Om end klarere Bevis.
Dertil maa jo Aanden sige:
Tag da selv og føl derpaa!
Svaret lød og fra Guds Rige:
Vær du stum til alt er skedt!
Det var om Sanct Hans den Døber,
Talen faldt og Røsten lød,
Herrens Forbud og Forløber,
Himmel-Røst i Jordens Ørk!