Op, thi Dagen nu frembryder,
Som den hele Verden fryder!
Op, thi Naadens Gylden-Aar
Nu med Lys og Liv indgaaer,
Det Forfædrene saa saare
Vented paa med Længsels Taare!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!)
Det, som Fortids Majestæter,
Fromme Præster og Propheter,
Vilde nok saa gierne seet,
See, hvert Øie! det er skeet:
Herlig, yndig til os kommer
Naadens Soel med Vaar og Sommer!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!
Han som fordum kun var lovet,
Menighedens Drot og Hoved,
Jakobs Stjerne, Soel og Lyst,
Hele Hedenskabets Trøst,
Kvindens Sæd, som Engle hylde,
See, han kom i Tidens Fylde!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!
Skygger nu sig maa bortvende,
Nu har Billed-Værket Ende,
Nu af Lilje-Knoppen ud
Sprang det ranke Palme-Skud!
Hvad har Pagtens Ark at sige
Midt i Naadens Himmerige!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!
Frydefuld i Naade-Solen,
Ei Man savner Naade-Stolen;
Virak, Lampe, Manna-Kruus,
Løvværk trindt i Herrens Huus,
Nu, da Herren selv oprinder,
Flux som Dugg for Solen svinder!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!
Mose-Loven nu ophører,
Frihed Aanden med sig fører,
Far nu vel, al Trældoms-Frygt!
Vi paa Naaden lide trygt,
Naar, som Aanden os mon lære,
Fader vi og Moder ære!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!
Derfor, Zion, op at sjunge,
Som med Hjerte, saa med Tunge!
Kongen, som du hører til,
Thronen med dig dele vil,
Som hans Brud, med Dronning-Kaaret.
Priis du ham i Gylden-Aaret!
Klart nu skinner Nytaars-Ny!