Op, alle Christne, stemmer i!
Om Christus vil vi sjunge,
Med Sjæl og Hjerte sjunge vi,
Alt som med Mund og Tunge,
Og prise Herrens Kiærlighed,
Som sendte os fra Himlen ned
Sin elskede Eenbaarne!
Naar saae Man før det Underværk,
At Stjerner maae nedskride,
For Soel opgaaer saa klar og stærk
Ved dybe Midnats-Tide!
O Midnat! lysere du er,
End nogen Dag med Straale-Skiær,
Fra Verdens første Morgen!
O Foraars-Soel! din Magt er stor,
Naar Sneen du mon smelte,
Du løser ud den fangne Jord
Af Isens haarde Bælte,
Alt paa din Straales Venne-Bud
Af Kvisten springer Knoppen ud,
Og Blomsten op af Jorden;
Dog aldrig med den Vinter-Soel
Du vove dig at maale,
Som klar, da Midnats-Hanen goel,
Opgik med Gylden-Straale!
Kun Billed er din stolte Pragt.
Kun Skygge er din store Magt,
Af Jule-Midnatsolens!
Den Soel er du, o Jesus sød!
Dig fulgde Guddoms-Styrke,
Med den du Syndens Lænker brød,
Adsplitted Satans Mørke,
Og Dødens Iis, saa stærk og bold,
Den onde Fiendes Herre-Skjold,
Du med din Naade smelted!
Der er slet ingen Vraa saa mørk,
Du kan den jo oplyse,
Saa vildsom er slet ingen Ørk,
At Vei jo du kan vise,
Saa lys er ingen Konge-Hall.
Saa lys er ingen Hjerne-Skal.
At dig de kan undvære!
Saa skin da, Gylden-Soel fuldklar,
Foruden Aar og Alder!
Din Straale og den Styrke har,
At Blomsten den opkalder;
Thi Kiærlighed og Haab og Tro,
Det er den Blomst, som nu mon groe
Trefoldig, høit mod Himlen!
Saa hav da Tak, o Herre from!
For Lys og Blomst tillige,
Ja, for du som en Frelser kom
Til faldne Jorderige!
O, lad os paa din Fødsels-Fest
Dig takke, som du takkes bedst,
Med Tro i rene Hjerter!
Og, Frelser! naar saamangen Gang
I Midnats-Mulm vi vanke,
Forført af Lysters Trolddoms-Sang,
Forvildet af vor Tanke;
O, fødes da hos os paany!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!
Ja, derfor du, o Frelser-Mand!
Dig lod i Krybben lægge,
Imellem Dyr med Uforstand,
Alt inden ringe Vægge;
Dit Tegn det var i svundne Tid,
Hvergang du dig gienfødte blid!
Du altid saa vil fødes!