O Storværk skiønt af Herrens Haand,
Som opstod fra de Døde:
I Daabens Bad med Vand og Aand,
Til Livet at gienføde!
Til evigt Liv i Himmerig,
Som os forkynder uden Svig,
Hans Mund, som ei kan lyve!
Tænk ei, det er et Vandbad kun,
Som Mennesker kan blande,
Men see paa Herrens Skaber-Mund,
Hvis Ord er Livsens Vande!
Nedsænk dig i Guds Trilling Navn!
Da finder Du i Aandens Favn
Det Liv, din Frelser loved!
Saa hold det Bad al Ære værd,
Som din Spedalskhed læger,
Og muntrer op dit Sind især,
Naar intet Andet kvæger,
I Dødens Strid i bange Stund,
Da kun et Ord af Herrens Mund
Til dig kan Hjertet trøste!
Hvo badet er, skal tvætte Fod!
Hvo øren har, han høre!
Saa efter Daab en Vandring god
Os skal til Maalet føre,
Hvor Han, Hvem givet er al Magt
Til Sine giemmer Straale-Dragt,
Og rækker Livets Krone!