O Gud, min Gud og Fader!
O bliv dog hos mig nu!
O vee, Du mig forlader,
Mig kommer ei ihu!
O Gud! hvor jeg er bange!
Det er de Synder mange,
Som skille vidt os ad!
O, kan Du dog ei høre,
Jeg raaber Dag og Nat?
Har Du da intet Øre
For mig, i Nød forladt,
Skiøndt Vidnesbyrd langt bedre
Dig gav de gamle Fædre,
Du Miskundhedens Gud!
Da holdt du dig ei fremmed.
Hvor Hjertet sig udgiød,
Du Haabet ei beskiæmmed,
Men frelste brat af Nød;
Men ak! ei meer hernede
Jeg Menneske kan hede,
Kun Orm er jeg i Støv!
Slet Ingen mig vil skaane,
Saamange som mig see,
De Alle mig forhaane
Og spotte med min Vee,
De lee ad den Forladte,
Fordi sit Haab han satte
Til Dig, Du Guders Gud!
Ja. Hoveder de ryste,
Og sige: see nu til,
Om det din Gud mon lyste,
Om Han dig frelse vil!
Det er paa høie Tide,
Nu faaer vi brat at vide,
Hvor ømt Han elsker dig!
Min Gud fra Moders Hjerte!
Ved Moders Bryst mit Haab!
O, see dog til min Smerte,
O, hør mit Angest-Raab!
Blandt Hundene uhyre,
Og de uvane Tyre,
Hvi har Du mig forladt?
Omkring mig Løver brøle,
Vil sluge mig paa Stand,
Kun Afmagt kan jeg føle,
Opløst jeg er som Vand,
Hvert Been, som sammenæltet,
Mit Hjerte som hensmeltet
Forsmægter i mit Bryst!
Saa bastet er min Læbe,
Som Grydens sorte Bund,
Til Ganen fast mon klæbe
Min Tunge i min Mund,
Saa yderlig er Nøden,
Jeg drages alt med Døden,
Det sortner for mit Blik!
Hvor jeg mit Øie vender,
Jeg seer kun Skam og Last,
Med Fødder og med Hænder
Jeg gjordes nagelfast!
De deelde efter Tykke
Alt hvert mit Klædning-Stykke,
Trak Lod om Kjortel min!
O Gud, kom fra det Fjerne,
Kom til min Bistand nær!
Thi kløve vil min Hjerne
Den grumme Fiendes Sværd,
O frels mig fra den Tørning
Med Løve og Enhjørning!
O frels min arme Sjæl!
Da vil dit Navn jeg mindes
I Brødre-Flokken stor,
Da skal din Lov-Sang findes
Hos mig i Kirke-Chor!
O hører mig, I Fromme!
Lovsynger Herrens Domme!
Ær Ham, al Jakobs Sæd!
Nu frygter Gud tilhobe!
Han ei foragter Bøn,
De Ringe, naar de raabe,
Han hører blid i Løn!
Ei kom jeg ham af Øje,
Han svared fra det Høie
Nu paa mit Angest-Raab!
Nu vil jeg Gud betale
De Løfter, jeg har gjort,
Og lydt fra Kirke-Svale,
I Selskab saare stort,
Blandt alle dem, ham frygte,
Hans gode Fader-Rygte
Udbrede med min Sang!
De Hungrige skal æde
Og mættes visselig,
Og love ham med Glæde
Hver Dyrker uden Svig,
De Frommes Hjerter ømme
Skal Livet giennemstrømme
End i al Evighed!
Nu skal til Verdens Ende,
Fra hver en Himmel-Egn,
Sig Folk til Gud omvende,
Og mærke paa Hans Tegn,
Saa alle Folke-Stammer
I lønligt Bede-Kammer
Skal for Ham knæle ned!
Ja, falde Ham til Fode
Skal Folk i deres Glands,
Bekiende med det Gode,
At Riget er dog Hans!
Hans Brød de skal nu æde,
Og Sjælen min med Glæde
Skal leve i Hans Aand!
Min Æt ham tro skal tjene,
Den fjerne Efter-Slægt
Sig til Hans Navn skal læne,
Og paa det lægge Vægt
Hans Ret med Flid indprænte
Det Folk, som er ivente,
Hans egne Hænders Værk!