Hører Seer-Skjaldens Ord,
I høie Himmel-Sale!
Lyt til mig, Du skiønne Jord,
Og hør hvad jeg vil tale!
Fald, mit Billedsprog, som Regn,
Som Dug til Blomster-Kiæden!
Fald som Snee i Frostens Egn
At skjule Vinter-Sæden!
Herrens Navn er Sangens Rod,
Hans Priis er og dens Kierne,
Som en Lygte for Hans Fod
Kun tindrer hver en Stjerne!
Sandhed er Guds Heltedaad,
Hans Vei, det er den rette,
Kiærligt er hans Klogskabs-Raad,
Han kan ei falsk forjætte.
Børn af Gud! hvi synder I?
Er det Ham Tak at yde!
Kringel-Vei er eders Sti,
Mangfoldig eders Lyde.
Herrens Folk! vend om, bliv klog!
Din Daarskab du forsage!
Gud er jo din Skaber dog,
Din Fader alle Dage.
Arilds-Tiden kom ihu,
Og Slægterne i Følge!
Fædrene udfritte du!
De vil ei Sandhed dølge.
Adams Børn afdeelde Han,
Som har for Alt at raade,
Skiænked Lykke, skifted Land
Alt af sin Gunst og Naade!
Mangt et Rige stort og stolt
Fik Engle med det Samme,
Herren selv sig forbeholdt
Kun Jakobs Huus og Stamme.
Nøies vilde ydmyg Han
Da med et Folk i Ørken,
Hvor kun Tørst i hede Sand
Der voxe kan for Tørken.
Der Han i dets Midte treen,
Og blev dets Foster-Fader,
Tog det som sin Øiesteen
I Agt paa alle Stader.
Som paa Vagt en Konge-Ørn
Sig om sin Rede svinger,
Bærer sine spæde Børn
Paa vidtudbredte Vinger;
Saa Han vogted Israel,
Og bar ham over Bjerge,
Kaldes maa med Ret og Skiel
Hans Leder og hans Værge.
Ikke dog i Ørkens Sand
De skulde Bopæl fæste,
Reisen gik til Ønskets Land,
Hvis Jord var af den Bedste.
Ax og Vippe der de fandt,
Som vented kun paa Riven,
Ned ad Klippen Honning randt,
Og Bjerget bar Oliven.
Mælk og Smør gav Kiør og Faar,
Og Lammene var fede,
Kid og Kalv med glatte Haar
Til Giæstebud var rede.
Drue-Blod af Ranken sprang,
Og Hvede-Brød af Straaet,
Klart det meldte Frydesang,
At Ønsket var opnaaet.
Yndlingen, som Mælk og Blod,
Forkiælet blev da fage,
Ilde bar med Overmod
Han sine gode Dage.
Israel blev feed og kaad,
Sin Skaber han forgiætted,
Frelseren med Heltedaad
Af Hjertet han udsletted.
Andre Guder splinternye
Begyndte de at dyrke,
Vraged Herren over Sky
Hans Lov, Hans Ord og Styrke.
Han dem avled og opdrog,
De kosted vaagne Nætter,
Dog de Ham i Veiret slog,
Paakaldte onde Vætter!

22.
Som en Fader vorder vred
Paa Døttre og paa Sønner,
Naar hans ømme Kiærlighed
De kun med Utak lønner;
Herren sagde vred: o vee!
Jeg vil dem Ryggen vende,
Snart de skal da faae at see,
Hvor daarlig det vil ende.

Hjerte-Sorg af Børn utroe
Jeg har foruden Brøde,
Men af Vanart Torne groe,
De lære dem at bløde.
Skabe de af ingen Ting
Sig Guder mig til Kvide,
De for Folk af ingen Ting
Sig skal i Læben bide.
Drilles Jeg, som Intet værd,
Af dem med Afguds-Vrimlen,
Jeg et aandløst Folkefærd
Optage vil til Himlen.
Vreden min er som en Ild,
Den Jord og Himmel tænder,
Bryder ud af Bjerge vild,
Og Bølgerne opbrænder.
Mine Pile som en Sky
Dem skal om Øren suse,
Spørges skal Ulykker nye
Hver Dag i deres Huse.
Sult og Sot i deres Land
Skal blege Kinder røde,
Tiger-Klo og Edder-Tand
Dem skal paa Veien møde.
Segne skal for Odd og Egg
I aaben Mark Fuldmange,
Blegne skal og døe af Skræk
I Kamrene de Bange.
Barnet ved sin Moders Bryst,
Og Oldingen ved Staven,
Stærk og Svag i Vaar og Høst,
Er lige nær ved Graven.
Paa mit Ord, af Folke-Lag
Jeg vilde dem udslettet,
Deres Navn og Fødselsdag
De skulde selv forgiættet,
Naar ei til min Spot og Harm
Det kom i Folke-Munde,
At for Fiendens Kæmpe-Arm
Min Yndling gik tilgrunde!
Derfor, trøst dig, Israel!
Er dine Fiender grumme,
Paa det Dybe, til dit Held,
De er som Dyr saa dumme.
De ei see, den Sag er reen,
At deres Kraft ei klækker,
Tusinder maa flye for Een,
Naar Himlen dem forskrækker.
Trøst dig meer, mit Folk, endnu,
Naar dine Fiender braske!
Deres Styrke, kom ihu,
Er dog kun Støv og Aske!
Deres Hellig er jo søgn,
Trods Lamperne, de tænde,
Deres Guder er jo Løgn,
Trods Røgelsen, de brænde!
Med sin Rod i Sodoms Grav
Og i Gomorras Emmer,
Ranken ved det døde Hav
Sin Jordbund ei beskiæmmer:
Deres Drue leversød
Er Galde dog i Grunden,
Deres Viin, saa hvid og rød,
Kun Skum af Slange-Munden.
Den Forstand paa Tidens Tegn
Det er en Skat paa Rente,
Deres Fod i Mørkheds Egn
Skal snuble før de vente.
Tiden rinder, Timen slaaer,
Giengiældelsen skal komme,
Sandhed Undergangen spaaer,
Thi rette er Guds Domme.
Himlens Herre da sin Trøst
Skal over Folket aande,
Raade Bod paa deres Brøst
Og Bod paa deres Vaande.
Hjelpeløse findes de,
Og selv de Intet mægte,
Ynk det er for Gud at see
Paa Veien dem forsmægte.
Da tiltaler Han igien
De Bange og de Matte:
Hvor fløi nu de Guder hen,
Til hvem I Liden satte?
Hjordens Fedme, Druens Blod,
I offred dem til Ære,
Røre Haand de nu og Fod
For eders Skjold at være?
Gud er Jeg i Gry og Kveld,
Skal Jævning aldrig møde,
Jeg er Den, som slaaer ihjel
Og vækker op af Døde!
Lægedom for alle Saar
Jeg har mit Folk at give;
Ingen dem med hvide Haar
Skal af min Haand udrive!
Fingrene Jeg rækker op,
Til ved min Haand at sværge:
Lever Jeg, mod hver en Trop
Jeg skal min Odel værge!
Ja, for Sagn skal times Syn,
Hvor Haand i med Jeg tager,
Blinke skal og slaae som Lyn
Det Sværd, som Jeg uddrager.
Fienden i sin egen Stil
Da til min Ære kvæder:
En Blod-Igel er Hans Piil,
Og Sværdet en Kiød-Æder.
Fuld Betaling af min Haand
Skal Fiender alle have:
Bane-Saar og Trælle-Baand
Til Høie og til Lave!
Himmel! vær Hans Glædes Tolk!
Nedknæler, Engle-Hære!
Fryder Eder med Hans Folk,
I Hedninger livkiære!
Børne-Flok af Gud! fat Mod!
Reis Hoved dit iveiret!
Hevnet er alt Broder-Blod,
Din Fader, Han har seiret!
Avinds-Manden, sat i Band,
Skal sig ei meer ophøie;
Renses skal Guds Folk og Land
Og blomstre for Hans Øie!