Min Soel, min Lyst og Glæde!
Min Drot i Barne-Dragt!
Lad mig til Krybben træde,
Hvor du i Svøb er lagt!
Jeg har en Jule-Sang
I Hjertet til din Ære,
Lad Tungen den frembære
Med liflig Harpe-Klang!
Man siger, du som ligger
Saa lavt paa Hø og Straa,
Er Barnet af en Tigger,
Som skal med Staven gaae,
En Lyd fra Livets Land
Mig tykkes dog at høre,
Det ringer for mit Øre,
Du er af bedre Stand!
Saa underlig det klinger,
Hvor end jeg gaaer og staaer,
Som Lyd af Engle-Vinger,
Om dine Konge-Kaar,
Da hvisker det i Løn:
Lad Krybben dig ei støde!
Den stakkels lille Jøde
Er Guds eenbaarne Søn!
Man siger, Kors dig følger,
Med al Elendighed,
I Modgangs dybe Bølger
Er dine Fode-Fjed,
Saa hvo dig følge vil,
Sig giver selv i Fare
Mod Verdens Kæmpe-Skare,
Mod Død og Helved til;
Det tit mig vel forhindrer,
Det isner i mit Blod,
Dog er der Lidt, som lindrer
I Hjertets dybe Rod,
Jeg veed ei, hvad det er,
Som føder Lyst og Længsel
Til, trods al Verdens Trængsel,
Dig ret at komme nær!
Du seer nok, hvad mig skrækker,
O, raad du Bod derpaa!
Min egen Kraft ei strækker
Til i dit Spor at gaae!
O drag mig efter dig!
Jeg troer dog, uden Svøbe
Jeg efter dig vil løbe,
Naar du kun hjelper mig!
Man ved din Haand vist glemmer
Som Smaating Blok og Baal,
Ja, Satan og hans Lemmer,
Med Bulder, Skrig og Skraal!
Det siger jo ei stort
Med Sorg som føder Glæde!
Hvo vil til Liv ei træde
Igiennem Dødens Port!
Imens du da er Lille,
Lad saa os blande Blod,
At ei os kan adskille
Selv Helveds Lue-Flod!
Da skal i Himmerig,
Med Aands og Hjertes Glæde,
Jeg Jule-Psalmer kvæde
For Fader og for dig!