Menneskens Søn og Troens Aand
Er al vor Trøst hernede,
Faderens Mund og Høire-Haand
Dem tør vi godt tilbede,
Vi Gud, som det sig hører til,
I 'Aand og Sandhed' dyrke vil,
Og Ordet, tør vi sige,
Er Sandhed Selv tillige!
Menneskens Søn og Troens Aand,
De hjelpes ad med Glæde,
Menneskens Kiøn i gyldne Baand
Med Gud at sammenkiæde:
I Fødselen af Vand og Aand
Os rækker Gud sin Fader-Haand,
Indlemmede i Ordet,
Han kysser os ved Bordet!
Menneskens Søn og Troens Aand,
De flette saa herneden
Kiærligheds Snor og Rosen-Baand,
Indskyde Himmel-Freden,
Og inderlig De frydes ved
At i Gud-Faders Kiærlighed
Med ham, som Guddoms Helte,
De evig sammensmelte!
Menneskens Søn og Troens Aand
Os byde Selv at kalde
Kiærligheds Snor det Rosen-Baand,
Som aldrig kan affalde,
Indprænte os det kongelig
Med: Fader-Vor i Himmerig!
Al Rigets Magt og Ære
For evig Dit skal være!