Menneske først og Christen saa
Kun det er Livets Orden,
Kaldes vi Faar, tænk dog ej paa
At lægge Dyr til Hjorden!
Og Djævelskab til Christendom
Kan Almagt selv ei skabe om,
Kast ei for Svinet Perlen!

Djævlene vel, som før saa nu,
Naar Herren de kan møde,
Sige: vi veed, Guds Søn er Du,
O, læg os reent ei øde;
Men hvad de veed, de kan ei troe,
Hos Mørkets Drot de helst vil boe
For han er deres Fader!

Menneske først og Christen saa,
Det længe Man forgiætted,
Dyr og Djævle Man Christned paa,
Og Morianer tvætted
Hedd uden Tro paa Christus klog,
Og salig priste Læsibog,
Mens Hedninger fordømdes!

Adam var dog en hedensk Mand
Det Enoch var ei mindre
Var dog for Gud i Naade-Stand
Vi kan det ei forhindre
Fuldkommen Noah i sin Tid
Var dog foruden Tvist og Strid
Ej Christen eller Jøde!

Abraham var Guds gode Ven,
Men Christen ingenlunde,
David og mange troe Guds Mænd
Det end ei være kunde,
Var Christne til før Christus kom,
Blev Løgn og Tant al Christendom,
Det er ei svart at fatte!

6. Døberen var den største Mand
Blandt alle Davids Lige,
Større dog er endnu end han
Den Mindste i Guds Rige,
Enhver som troer og bliver døbt,
I Christentøi med Christus svøbt
Hver Christen kort at sige!

Menneske først og Christen saa,
Det er et Hoved-Stykke,
Christendom vi for Intet faae,
Det er den pure Lykke,
Men Lykke, som kun times den,
Der alt i Grunde er Guds Ven
Af Sandheds ædle Stamme!

Stræbe da hver paa denne Jord
Sandt Menneske at være
Aabne sit Øre for Sandheds Ord,
Og unde Gud sin Ære;
Er Christendom da Sandheds Sag
Om Christen ei han er i Dag
Han bliver det i Morgen!