Med os det har slet ingen Nød,
Mens Herren er vor Hyrde,
Bespiser os med Himmel-Brød,
Og letter al vor Byrde;
Vor Sjæle-Tørst og lædsker han
Med Livets klare Kilde-Vand:
Med Aandens Naade-Strømme.
Ja, gode Gud! din Hellig-Aand
For os med Suk fremtræder,
Og holder over os sin Haand.
I Sorger og i Glæder,
Derfor vi har saa frit et Mod,
Om end for Øine Døden stod,
Thi du est med os, Herre!

Al Kiødets Gang er tung tilsidst,
I Dødens Skygge-Dale,
Din Hyrde-Kiep og Stav forvist
Dog skal vor Sjæl husvale;
Thi med din Kiep er og din Haand,
Din Kraft, dit Lys, din gode Aand,
Som leder paa det Jævne!
Naar Sorg og Modgang er for Haand,
Naar alle Djævle true,
Da taler sødt den Hellig-Aand
Om Himlens Lege-Stue,
Og af al Fare, som en Gud,
Uventet river han os ud,
Trods dem, det vil forhindre!
Du har og dækket os et Bord,
Som os maa vel behage,
Thi der, i Troen paa dit Ord,
Din Salighed vi smage;
Da tier hver en Trængers Røst,
Da hvile vi ved Herrens Bryst,
Da kan vi Døden taale!
Din Kalk er meer end honningsød,
Den Hjertet vederkvæger,
Den trøster over Synd og Død,
Vort Bane-Saar den læger!
Du salver ei til Dødens Dal,
Men kongelig til Himlens Sal,
Med Glædens Olje-Strømme!
Saa føder os vor Hyrde blid,
Og holder os ilive,
Fra nu og indtil evig Tid
I Herrens Huus vi blive:
Her i den Christne Menighed,
Hvor Engle fare op og ned,
Og i Gud-Faders Rige!